Test
Målgruppe
Målgruppen for Nexøhuset er voksne med betydelig og varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Beboerne har alle brug for omfattende hjælp til personlig pleje, ledsagelse, kommunikation mv. I huset bor beboere i alle aldre (dog minimum 18 år).
Pædagogik
Vi arbejder med fokus på at højne den enkelte beboers livskvalitet, og har i dette arbejde stort fokus på beboernes med- og selvbestemmelse samt størst mulig deltagelse i dagligdagen.
Vi arbejder ud fra teori om arousalregulering, affektsmitte, sanseintegration samt Intensive Interaction.
Arousal omhandler hjernens vågenhedstilstand, og dermed behovet for øget eller nedsat stimulation, hvilket forener neuropædagogik med teori om sansestimulation.
Vores arbejde med sansestimulation indebærer brug af musik og lyd, bevægelse, massage og berøring, frisk luft, lyspåvirkninger samt diverse snoezelaktiviteter.
Affektsmitte ligger som en base i arbejdet, da viden om at medarbejdere og beboere kan 'smitte hinanden' med deres respektive følelser, er afgørende for at forstå de mange relationer og interaktioner der foregår på daglig basis.
Intensive Interaction er en metode og tilgang, som fokuserer på den non-verbale ikke funktionelle kommunikation. Udgangspunktet er at beboeren har førertrøjen på i kommunikationen, og han eller hun er således den bedste til lige præcis den måde som han eller hun kommunikerer non-verbalt. Medarbejderne følger med og laver fx samme lyde, bevægelser eller åndedræt, og understøtter således beboerens følelse af at blive set, hørt og mødt i netop deres kommunikation. Metoden understøtter initiativ, udvikling af selvværd og livskvalitet.
Lejlighederne
Huset består af to bofællesskaber med hver syv lejligheder. Lejlighederne har eget badeværelse og tekøkken, og er ca. 75 m2.
Hverdagen
De fleste af Nexøhusets beboere er ikke i dagtilbud uden for huset, da Nexøhusets tilbud vurderes at være de mest optimale for dem. Der tilbydes i løbet af dagen aktiviteter målrettet den enkelte beboer, eksempelvis gå- og cykelture i nærområdet, brug af snoezelrum, tilbud om kontakt og nærvær med både andre beboere og medarbejdere mm. Huset har desuden to busser, som kan benyttes til udflugter af forskellig art.
Hvert bofællesskab har fællesstue med køkken. En ernæringsassistent tilbereder maden, så den passer til beboernes behov. Beboerne har mulighed for at spise i fællesstuen eller i egen lejlighed alt efter lyst og behov.
Hver uge tilbydes der fysioterapi og træning til de beboere, som har behov for dette. Træningen varetages af ekstern fysioterapeut og ergoterapeut.
En gang om ugen kommer to musikanter fra Aftenskolen for specialundervisning og tilbyder musik og bevægelse i huset, hvilket de fleste af beboerne deltager i.
Der er jævnligt tilbud om fodterapi ved en fodterapeut, som kommer i huset.
De, der har behov for klipning hjemme, får besøg af en frisør. De, der har glæde af at komme ud af huset og blive klippet, gør dette med en medarbejder.
Personale
Personalet består af pædagoger, omsorgsmedhjælpere, social- og sundhedsassistenter, en ergoterapeut, en ernæringsassistent, rengøringspersonale og pedel.
Snoezelrum
Konceptet ”snoezel” stammer fra Holland og er udviklet af en gruppe pædagoger i slutningen af 70'erne til fysisk- og psykisk handicappede, som i deres hverdag ikke kunne opnå tilstrækkelige sanseoplevelser pga. deres forskellige handicap. Snoezel er rammer/rum, hvor sanserne stimuleres til at slappe af eller at blive "vækket".
Vi har flere snoezelrum, f.eks. kuglebad, vandseng, terapibad, sauna m.m., hvor vi arbejder med at tilbyde den enkelte beboer den rette stimulering af sanserne. Rummene er etableret med støtte fra private fonde og i samarbejde med en konsulent med speciale i at indrette snoezelrum.
Nexøhusets ergoterapeut har været på et sanseintegrationskursus, så vi kan få mest muligt ud af vores snoezelrum.
Tilsynsrapport
Læs her Socialtilsynets seneste tilsynsrapport fra Nexøhuset.
Læs her Styrelsen for Patientsikkerheds seneste tilsynsrapport fra Nexøhuset.