"Ralf har ikke kun givet mig et job. Han har givet mig livskvalitet og plads til at være mig"...
I 2018 takkede Monica nej tak til førtidspension. Trods massive psykiske og fysiske begrænsninger ville Monica ud og have tilknytning til arbejdsmarkedet.
Monica slog et opslag op på Facebook, hvor hun efterlyste en virksomhedspraktikplads indenfor kontor/administration og regnskab. Via en deling fra en fælles bekendt, nåede opslaget frem til Ralf, som kontaktede Monica.
Herefter startede Monica i virksomhedspraktik hos Bornholms Regnskabsservice i januar 2020. Trods en længerevarende afbrydelse af forløbet grundet Corona, har Monica nu fået opfyldt sin drøm om en plads på arbejdsmarkedet. I dag d. 1. november 2021 ansættes Monica i fleksjob i Bornholms Regnskabsservice. En god løsning for både Monica og Ralf.
Ralf siger: ”Monica er meget lærenem og grundig i sit arbejde. Jeg behøver ikke sige tingene mere end én gang med mindre det er kompliceret stof – og så elsker hun de opgaver, jeg selv synes er trælse. Det gør, at jeg kan koncentrere kræfterne om det mere udforende, så det er faktisk et rigtig godt match”.
Monica siger: "Jeg sagde nej til førtidspension fordi jeg håbede, at der fandtes et sted, hvor jeg kunne vise, hvad jeg er god til selvom jeg har min PTSD. Jeg havde dog aldrig drømt om, at jeg ville finde drømmejobbet, hvor jeg får ros og dermed mere selvtillid på at jeg kan gøre ting rigtigt. Ralf har ikke kun givet mig et job. Han har givet mig livskvalitet og plads til at være mig"
Virksomhedsservice ønsker Monica og Ralf tillykke med ansættelsen og det nye samarbejde - det er SÅ godt gået!