Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Borger Børn, unge, familie Dagtilbud 0-6 år Inklusions- og ressourceteam

Inklusions- og ressourceteam

​​​​​Inklusions- og ressourceteamet er et tiltag under Dagtilbud, som har til formål at understøtte arbejdet med inklusion i de kommunale og private dagtilbud med fokus på den forebyggende indsats. Det er her, man som forælder, pædagog eller anden fagperson kan henvende sig, hvis man er bekymret for barnets trivsel i dagtilbud.

​Herefter følger et afklarende møde med inklusions- og ressourceteamet og relevante personer. Her drøftes bekymringerne og hvilke tiltag, der har været igangsat for at øge barnets trivsel, både historisk og nuværende.

Efterfølgende kan der eventuelt igangsættes et refleksionsforløb. Det kræver ingen skriftlig beskrivelse. Efter refleksionsforløbet vurderes det, om der skal være et møde i Ressourceporten.

Du kan kontakte teamet via mail: inklusionogressourceteamet@brk.dk, hvor du kan forvente svar inden for 2-4 arbejdsdage. Mailen er ikke en sikker mail. Hvis du skriver følsomme personoplysninger, skal du sende besked via borger.dk. 

Hvad kan Inklusions- og ressourceteamet tilbyde?

  • Refleksionsforløb
  • Ressourceforløb
  • NUSSA forløb
  • Oplæg på personale- og/eller forældremøder

Ressourceporten er et tiltag mellem PPR og Dagtilbud, som har til formål at skabe en relationel koordineret indsats omkring børn i førskolealderen.

​ 

Beskrivelse af refleksionsforløb

Når dagtilbud, andre fagpersoner eller forældre henvender sig til Inklusions- og ressourceteamet for at indlede et samarbejde, kan vi igangsætte et refleksionsforløb i forhold til en gruppe børn, et enkelt barn eller temaer i læringsmiljøet.

Formålet med refleksionsforløbet er, at vi sammen undersøger, hvordan den eksisterende praksis ser ud, samt hvilke justeringer der skal til for at mindske udsatheden, skabe deltagelsesmuligheder, samt igangsætte den mindst mulige indgribende indsats.

Efterfølgende udarbejdes en pædagogisk handleplan, i samarbejde med dagtilbud, Inklusions og ressourceteamet, samt eventuelle andre fagpersoner.

Den pædagogiske undersøgelse og handleplan er et vigtigt redskab i den tidlige indsats, indholdet i den pædagogiske undersøgelse bør altid være et fokus på læringsmiljøet, barnets/børnenes deltagelsesmuligheder, trivsel og udvikling samt pædagogiske handlemuligheder.

Der kan ikke bevilges ressourcer før der har været et refleksionsforløb.

I et refleksionsforløb benyttes procesguiden "at lære at lære", hvor der indsamles viden om, hvad der er på spil i de pædagogiske læringsmiljøer.
Procesguiden fastholder en målrettet arbejdsproces i forløbet, hvor der via vidensindsamling, afprøvninger og refleksioner, dannes grundlag for at styrke den pædagogiske praksis.

Inden refleksionsforløbet igangsættes afholdes et opstartsmøde på 60 minutter med leder, personaler der skal være med i refleksionsforløbet og inklusions- og ressourcepædagogen.

Formålet med mødet er, at personalet sætter ord på hvad de ønsker at blive klogere på i deres praksis og i læringsmiljøet.

Er der andre fagpersoner involveret, inviteres de med til møderne.

Et refleksionsforløb indeholder fire refleksionsmøder af 60 minutters varighed, samt et femte møde, hvor den pædagogiske handleplan udfyldes.

Inklusions- og ressourcepædagogen er mødeleder på samtlige møder og renskriver også referaterne.

På møderne vil inklusions- og ressourcepædagogen i højere grad positionere sig procesorienteret frem for ekspertorienteret. Forskellene på disse positioneringer fremgår i nedenstående model*.

Når man er ekspertorienteret skal man Når man er procesorienteret skal man
Have ekspertise i forhold til indholdet i deltagernes problemstillingHave ekspertise i forhold til processen med deltagerne
Give sin mening til kendeBidrage til, at andre kan skabe mening
Undersøge for selv at blive klogere på situationen for at kunne svareUdforske for at deltagerne kan blive klogere på, hvad de tænker
Give svarStille spørgsmål
Undersøge problemstillingerne, så man kan foreslå de mest brugbare løsningerFacilitere processen, så deltagerne selv udvikler idéer og løsninger

​ *Fra bogen "Konsulent men hvordan"

Der kan være flere refleksionsforløb på samme tid i samme dagtilbud, men ikke på samme stue.

Forældrene er ikke deltagere på møderne, da det er den pædagogiske praksis, der indsamles viden om.  Personalet skal dog altid informere forældrene om, at et refleksionsforløb igangsættes, især hvis forløbet omhandler enkelte børn. Omhandler forløbet temaer i læringsmiljøet, skal dagtilbuddet informere om, at man samarbejder med Inklusions- og ressourceteamet for at undersøge dette.

​​Beskrivelse af ressourceforløb

Et ressourceforløb med inklusions og ressourceteamet har følgende fokus

  • Inkluderende læringsmiljø, med fokus på trivsel, læring, udvikling og dannelse for alle børn
  • Refleksions og evalueringskultur
  • Pædagogiske metoder, der virker
  • Pædagogisk handleplan

Inkluderende læringsmiljø

Det pædagogiske læringsmiljø er et miljø, hvor der med afsæt i det pædagogiske grundlag arbejdes bevidst og målrettet med børns trivsel, læring, udvikling og dannelse.

Pædagogiske læringsmiljøer i dagtilbud bygger på et samspil mellem strukturelle parametre som personalets uddannelse og kompetencer, børnegruppernes størrelse, fysiske rammer, normering, digitale redskaber, samt den æstetiske udformning.

En række proceselementer som eksempelvis det empatiske samspil med de andre børn og det pædagogiske personale, udfordrende dialoger og situationer, forældresamarbejdet samt hverdagens rytme er også i spil.

Refleksions og evalueringskultur

Refleksioner og evalueringer over egen praksis er med til at karakterisere pædagogikken, vurdere kvaliteten af den pædagogiske praksis, identificere udfordringer, der kræver pædagogisk udvikling, begrunde udvikling af den pædagogiske praksis og løsningsmodeller ift. identificerede udfordringer, dokumentere kvaliteten af den pædagogiske praksis, skabe kollegial støtte og vejledning, samt en faglig stolthed

Pædagogiske metoder der virker

Metodeloft er det loft vi rammer, når vi løber tør for gode metoder

Når afmægtigheden sniger sig ind hos os, kan vi ramme vores metodeloft og gribe til lydighedsmetoder, der slider på relationen til børnene.

Vi kan komme til at benytte lydighed, kontrol, skældud, straf og konsekvenser som metoder når vi og børnene er pressede.

Vi skal sammen bevæge os hen til at benytte ansvarlighed, autonomistøttende metoder, nysgerrighed, guidning og spejling. Det er aldrig barnet der er problemet, men metoden der ikke er den rigtige.

Pædagogisk handleplan

Udarbejdelse af pædagogisk handleplan er med til at sikre en systematisk pædagogik, samt en evaluering og justering af de pædagogiske metoder der benyttes.

Rammen i et ressourceforløb

  • Inklusions og ressourcepædagogen er tilstede i praksisfeltet 12-15 timer om ugen
  • Et ressourceforløb bevilges for 6 måneder
  • Der kan bevilges et ressourceforløb til læringsmiljøet eller til et specifikt barn
  • Der afholdes opstartsmøde inden forløbet igangsættes, hvor samarbejdsaftalen udfyldes
  • Der afholdes planlægningsmøde mellem dagtilbuddet og inklusions og ressourcepædagogen indenfor den første uge af den bevilgede periode
  • Der afholdes evalueringsmøde inden ressourceforløbet udløber
  • Der afholdes refleksionsmøder i ressourceforløbet

"Børn i dagtilbuddet skal deltage i sociale fællesskaber, hvor de oplever at høre til, og hvor de kan bidrage værdifuldt og relevant til fælles lege, aktiviteter og samvær. Alle børn, og særligt børn, der længerevarende befinder sig i udsatte positioner, er afhængige af, at det sociale læringsmiljø opfatter forskellighed som en ressource og understøtter muligheden for deltagelse og medindflydelse til fælles glæde og engagement"

(Børne- og ungeministeriet, 2021)

"For at inkludere alle børn i et fællesskab, er man nødt til at kigge kritisk på egen praksis, og justere læringsmiljøet ud fra den børnegruppe der er. Deltagelse i udviklende læringsmiljøer bliver et anliggende for alle, og inklusion handler ikke om at inkludere enkeltindivider, men om at skabe berigende og udviklende læringsmiljøer, hvor alle får de afgørende invitationer til deltagelse"

(Inklusion så det batter, (Clausen & Sørensen)

Praktikbeskrivelse - for pædagogstuderende

Her kan du læse Inklusions- og Ressourceteamets praktikbeskrivelse.​