Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder 10,6 mio. kr. til bornholmske partnere i EU-projekter

10,6 mio. kr. til bornholmske partnere i EU-projekter

23-06-2025

​​​​​​​Fire bornholmske aktører har fået i alt 10,6 mio. kr. med til Bornholm fra Interreg South Baltic-programmet. Det er et EU-program med støtte til samarbejde i den sydlige del af Østersøen.

Interreg South Baltic-programmets fokus er rettet mod digitalisering, grøn omstilling, bæredygtig turisme og udvikling af kapacitet til internationalt samarbejde. Pengene er til støtte af samarbejdsprojekter med polske, svenske, tyske og litauiske partnere

Fire aktører fik tilskud
De fire bornholmske aktører, som fik støtte til deres samarbejdsprojekter er:
 
NaturBornholm var med i tre projekter indenfor kategorien ’bæredygtig turisme’, og har samlet modtaget 4,5 mio. kr. til deres deltagelse i projekter, der ledes af henholdsvis polske, svenske og tyske partnere.

Bornholms Energi og Forsyning A/S indgår i to projekter indenfor kategorien grøn omstilling (energi) med fokus på henholdsvis optimering af fjernvarmesystemer og næste generations grønne tage. Det samlede tilskud er på 3,0 mio. kr. I det sidstnævnte projekt deltager også Danmarks Teknologisk Institut (DTI), der nu har en afdeling på Bornholm, og dette projekt har modtaget 1,5 mio. kr.

Endelig er BOFA med i to projekter om at udvikle teknologi til at omstille fra affaldsbaseret energi til vedvarende energi, samt et projekt med fokus på samarbejde om beredskab under kriser. De har modtaget 1,6 mio. kr.

Udvalgt blandt 25 ansøgninger
D. 17.-18. juni var programmets såkaldte Overvågningsudvalg samlet i Polen for at behandle 25 ansøgninger. Blandt de 13 godkendte ansøgninger var der bornholmske partnere i 7 af projekterne.

Overvågningsudvalget for South Baltic programmet består af repræsentanter for Danmark, Sverige, Polen, Tyskland og Litauen. 

Fra Bornholm deltog erhvervschef Christa Lodahl fra Business Center Bornholm, konsulent Kirsten Juni for LAG-Bornholm, Niels Chresten Andersen som politisk repræsentant for Bornholms Regionskommune og Anne-Katrine P. Andersen fra Staben i Bornholms Regionskommune, der varetager opgaven som regionalt kontaktpunkt for South Baltic programmet.

​​



Kontakt

Har du som organisation eller virksomhed spørgsmål i forbindelse med tilskud eller projekter samt generel information om EU, så kontakt Europe Direct Bornholm.