Der er nu udpeget en skoleleder af den kommende skole i Rønne (Søndermarksskolen og Åvangsskolen). Som led i den proces er der blevet kigget på mulighederne for at skabe en samlet løsning for skolevæsenet, der imødekommer skolernes aktuelle behov og sikrer den fortsatte drift og udvikling af alle vores bornholmske skoler.
Konkret betyder det:
Andreas Grosbøll, som i dag er skoleleder på Åvangsskolen, vil fremover stå i spidsen for den nye skoleenhed med navnet "Skolerne i Rønne – afdeling Åvangsskolen og Søndermarksskolen". Fra det kommende skoleår 2025/2026 vil skolerne fungere som en samlet enhed. I overgangsperioden får Andreas ansvaret for at etablere organisationen for den nye, samlede skole i Rønne.
Øvrige ændringer bliver, at Lars Kromann Myhre, der er nuværende skoleleder af Søndermarksskolen, tiltræder som skoleleder på Svartingedal Skole, mens Ann-Charlotte (Lotte) Wistisen overtager skolelederposten på Heldagsskolen, som i øjeblikket står uden en skoleleder.
Den fælles løsning er landet i tæt dialog mellem de tre skoleledere og Trine Møller Dorow, der er fungerende skolechef. Der er stor tilfredshed med, at det er lykkedes at få etableret en ny organisering af ledelsen af skolevæsenet, som samlet set kan sikre stabiliteten og udviklingen af skolerne på Bornholm.
Med løsningen er der tale om gode match, og Bornholm har atter et stærkt, samlet hold af meget erfarne skoleledere, som er i stand til at løse både kerneopgaverne og samtidig drive den videre udvikling af de bornholmske skoler.
Formelt sker skiftene pr. 1. marts – i praksis bliver det en glidende overgang
Formelt set træder rokeringen af skoleledere og skoler i kraft pr. 1. marts 2025, men i praksis bliver der tale om, at skiftene kommer til at foregå i et roligt tempo og i en glidende overgang henover de kommende måneder. Skolelederne kommer til at arbejde meget tæt sammen og vil sørge for at overdragelsesprocesserne bliver så gode som muligt. Skolelederne vil tillige blive understøttet af ansatte fra skolernes centrale administration i de kommende måneder. Det sker for at sikre, at der er ledelseskraft nok, til at processerne kan foregå så gnidningsløse som overhovedet muligt – og sådan, at en god og velkendt skoledag kan opretholdes på de involverede skoler.
Medarbejdere, elever og forældre på de fire involverede skoler vil i løbet af kort tid komme til at møde deres kommende skoleleder.
Skolelederne der rykker
Andreas Grosbøll – skoleleder på Åvangsskolen siden maj 2023. Andreas bliver leder af "Skolerne i Rønne", som omfatter Åvangsskolen og Søndermarksskolen. Andreas har en lang og solid karriere bag sig med tidligere ansættelser blandt andet som uddannelsesleder på Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole og af lærer- og pædagoguddannelserne ved Københavns Professionshøjskole samt skoleleder for den tidligere; "Rønneskolen" og Sydbornholms Privatskole.
Lars Kromann Myhre – skoleleder på Søndermarksskolen siden 2021 – ansat på skolen siden 2010 og tidligere leder af udskolingen samme sted. Før Lars blev færdiguddannet som skolelærer i 2010 var han livredder i Gudhjem Svømmehal, og før da bankrådgiver i Sydbank. Lars bliver fremover leder af Svartingedal Skole i Hasle.
Ann-Charlotte (Lotte) Wistisen– skoleleder på Svartingedal Skole i Hasle siden januar 2024. Lotte har en lang skolelederkarriere bag sig og begyndte sit virke som leder på Bornholm. Hun har været leder på både privatskoler og i folkeskolen. Lotte er uddannet lærer, har en diplomuddannelse i ledelse, en masteruddannelse i læreprocesser og organisatorisk læring og er derudover uddannet coach. Lotte bliver fremover leder af Heldagsskolen i Østermarie, som i øjeblikket er uden skoleleder. Lotte har fra sin start på Bornholm haft fokus på, hvordan vi kan udvikle og skabe de nødvendige forandringer på specialområdet både i mellemformerne i den almene folkeskole og samtidig holde specialskolerne attraktive.