Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Skal din forening deltage i samtalesalon om ensomhed?

Skal din forening deltage i samtalesalon om ensomhed?

31-01-2024

Frivillig forum Bornholm ønsker at sætte fokus på, hvordan det bornholmske foreningsliv kan være med til at forebygge ensomhed blandt bornholmerne.

Derfor inviterer Frivillig forum Bornholm og Bornholms Regionskommune til samtalesalon. Alle foreninger inviteres ind til et oplæg om ensomhed ved kommunens brobyggerfunktion og efterfølgende en samtalesalon. Omdrejningspunktet for samtalesalonen vil være, hvordan foreningerne med de kompetencer og muligheder de har, kan medvirke til at styrke de sociale netværk og nedbringe ensomhed lokalt her på Bornholm.

Samtaler er roden til alt godt

Når vi snakker med nogen, der ikke ligner os selv, får vi nye perspektiver på vores ideer samt et indblik i andre livsformer. Og netop dét er konceptet for samtalesalonen.

For at alle har et fælles udgangspunkt, vil deltagerne få et oplæg om aftenens tema, ensomhed. Oplægget skal gerne sætte nogle tanker i gang om emnet, som efterfølgende kan føres med ind i selve samtalesalonen. Undervejs præsenteres deltagerne desuden for to slags menuer; en tre-retters-menu, som forkæler smagsløgene og en samtalemenu, som sørger for nærværende og inspirerende samtaler. Tilsammen er menuerne med til at skabe en hjemlig og hyggelig ramme for både samtaler og deltagere.

Samtalesalonen finder sted ​mandag 26. februar fra kl. 16.00 – 18.30 med drop inn fra kl. 15.30 på Snorrebakken 66 i Rønne.
For yderligere information kan Betina Juhl Tychsen kontaktes på 52 76 50 82 eller betina.juhl.tychsen@brk.dk

Fakta om ensomhed:

  • Flere kvinder end mænd oplever ensomhed
  • Ensomhed kan have en sammenhæng med tidlig død og sygdom
  • Ca. hver 5. bornholmer som oplever ensomhed, ønsker hjælp til sociale aktiviteter.

Definition på ensomhed: Ensomhed er en uønsket, subjektiv tilstand der opstår som følge af en oplevet diskrepans mellem ønskede og faktiske sociale relationer.
Kilde: Sundhedsprofilen – hvordan har du det?