Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Europadagen 9. maj: Gratis film og popcorn i Rønne Bio

Europadagen 9. maj: Gratis film og popcorn i Rønne Bio

05-05-2025

​​Igen i år indbyder Europe Direct Bornholm og Europabevægelsen på Bornholm på gratis film og popcorn i anledning af Europadagen. 

Fredag 9. maj kl. 16.15 i Rønne Bio

​Billetter kan reserveres via www.ronnebio.dk fra fredag 2. maj!

Arrangørererne henstiller til, at der alene bookes det antal billetter, der vil blive anvendt og max. 5 billetter. 

Årets film er CHIARAS VALG

Medrivende italiensk drama om at vokse op i en mafiafamilie.

Den store familie Guerrasio og deres venner er samlet for at fejre deres ældste datters 18-års fødselsdag. Fødselaren og hendes 15-årige lillesøster, Chiara, konkurrerer mod hinanden på dansegulvet - det er en sjov og festlig aften og den tætknyttede familie er i topform. Alt ændrer sig næste dag, da faren forsvinder sporløst. Chiara spørger efter ham, men får kun undvigende svar og starter i smug sin egen eftersøgning, som bliver en rejse igennem Calabriens kriminelle underverden. I takt med at hun kommer tættere på sandheden om sin familie, bliver hun tvunget til at beslutte sig for hvilken slags fremtid hun selv vil have. 

Filmen har modtaget støtte fra EU's Media-program og har vundet priser ved internationale festivaler i bl.a. Lissabon, Stockholm og Sevilla og vandt Europa Cinemas Label ved Cannes Film Festival i 2021.


Europadagen falder hvert år den 9. maj. Den hylder fred og samhørighed i Europa. Datoen markerer årsdagen for den historiske "Schumanerklæring", fremlagt af den daværende franske udenrigsminister Robert Schumann i en tale i Paris i 1950. Her fremlagde han sin ide om en ny form for politisk samarbejde i Europa, som ville gøre det utænkeligt, at Europas lande igen ville gå i krig med hinanden – en vision om en kul- og stålunion. Forslaget anses som begyndelsen på det, vi i dag kender som EU.

Arrangementet er støttet af Europanævnet.