Hvis du har en elbil og har behov for at trække ladekablet over fortovet eller andet vejareal, har kommunen nu fastlagt klare principper for, hvordan ansøgninger vurderes, og hvilke krav der stilles til løsningen.
Flere og flere bornholmere investerer i elbiler, og med det følger behovet for at kunne oplade hjemme – også for dem, der ikke har mulighed for parkering direkte på egen grund.
Natur-, Miljø- og Planudvalget har på sit møde onsdag godkendt nye principper for tilladelse til at trække ladekabel over vej.
Principperne beskriver hvornår og hvordan borgere kan få tilladelse til at føre et ladekabel over fortovet eller rabatten, når elbilen skal oplades fra et ladepunkt på privat grund.
Kommunens vejmyndighed vurderer ansøgningerne individuelt, men ud fra et fælles sæt grundprincipper.
Læs principperne for tilladelse til at føre ladekabel over fortov her
Vilkår og krav til anordningen
Principperne beskriver blandt andet hvordan ladeanordningen skal etableres, så den ikke udgør en fare for gående.
Anordningen skal ligge i niveau med fortovet – typisk som en kabelskinne nedfræset i belægningen eller med en støbejernsrist over en betonrende. Og løsningen skal kunne modstå det danske vejr og daglig trafik.
Det er ikke muligt at få tilladelse til at opsætte private ladestandere direkte på det offentlige vejareal, og der gives heller ikke tilladelse til løsninger, hvor kablet hænger i luften – for eksempel i en galge over fortovet.
Tinglysning og servitut
Borgere, der bor ud til kommuneveje og ønsker at etablere en kabelanordning, skal desuden tinglyse en servitut på ejendommen. Det betyder, at det altid er den nuværende ejer af ejendommen, der har ansvar for anordningen. Kommunen har udarbejdet en servitutskabelon, som findes i principperne og som skal godkendes og tinglyses for ansøgers regning.
Sådan søger du
Ansøgninger sendes til kommunens vejmyndighed. Vejmyndigheden koordinerer ansøgningen med kommunens byggesagsafdeling, hvis det vurderes nødvendigt – for eksempel i områder med bevarende lokalplaner.
Det er en forudsætning, at parkeringen på vejarealet, som der søges tilladelse til at føre kabel til, i forvejen er lovlig.
Læs alt om principperne for tilladelse til ladekabel over fortov og hvordan du søger her