Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Dimission med gnist og fællesskab: Hold 4 af Bornholms Brandkadetter har afsluttet deres forløb

Dimission med gnist og fællesskab: Hold 4 af Bornholms Brandkadetter har afsluttet deres forløb

25-06-2025

​​​​​​​Tirsdag aften blev en særlig aften for otte unge brandkadetter og deres familier, da hold 4 af Bornholms Brandkadetter havde dimission efter et intenst og lærerigt forløb i regi af Bornholms Brandvæsen.

Duften af grillede pølser blandede sig tirsdag aften med lyden af latter og snak på Bornholms Brandvæsens område på Fabriksvej. De unge stod selv for grillen og serverede mad for deres familier, frivillige instruktører og inviterede gæster.

Beredskabsinspektør Michael Grønbech-Dam, kendt blandt kadetterne so​m ’Gammelsmølf’, bød velkommen til Hold 4s dimission:

”Det er vigtigt, at vi fejrer de unge mennesker og alt det, de har lært og opnået. De har ydet en stor indsats og vist mod, ansvar og vilje til at vokse – både som individer og som fællesskab."

Imponerende demonstration af færdigheder
Efter velkomsten viste kadetterne, hvad de havde lært: De rykkede ud i automobilsprøjte, rullede slanger ud, slukkede ild med vandsprøjter og foretog en nødflytning af en tilskadekommen person fra en bil. De demonstrerede hjerte-lunge-redning og brug af hjertestarter, og som kulmination blev der sat ild til en frivillig instruktør – selvfølgelig iført sikkerhedsudstyr – som de unge slukkede med brandtæppe.

"Det var både imponerende og rørende at se, hvor professionelt og fokuseret de unge arbejdede – og hvor tydeligt det er, at de har lært at tage ansvar og arbejde sammen," lød det fra en forælder blandt publikum.

IMG_0169.JPG

Et fællesskab der gør en forskel
Beredskabschef Louise Lyng Bojesen holdt tale og roste de unge for deres dedikation og mod.

"Selvom man skal være 18 år for at blive rigtig brandmand, har I allerede prøvet ting, som mange voksne ville tøve med – I har haft røgdykkerudstyr på, været i mørke, trange rum og løbet på stranden i fuldt udstyr. I har flyttet grænser og fundet ud af, at I kan meget mere, end I troede."

Der blev også grinet, da beredskabschefen nævnte, at de unge blev lidt overraskede over, at fysisk træning var en fast del af programmet – men også det klarede de.

Der var desuden tak til både de frivillige instruktører og forældrene:

”Uden jer frivillige - jeres opbakning, jeres tid og jeres tillid - kunne vi ikke gøre det her. Og tak til jer forældre, fordi I sender jeres unge mennesker af sted og bakker dem op hele vejen."

Afslutningsvis blev diplomer overrakt til de otte kadetter, der modtog beviset på deres gennemførte brandkadetuddannelse.

Flere unge i Beredskabet
Bornholms Brandkadetter er en del af "Unge i Beredskabet" og henvender sig til unge mellem 13 og 17 år, som vil prøve kræfter med brandslukning, førstehjælp og redning – og samtidig blive en del af et stærkt fællesskab, hvor ansvar, samarbejde og personlig udvikling er i fokus.

Holdene sammensættes med omhu, og en medarbejder fra Gadeplan, Center for Familie- og Voksenindsatser, er tilknyttet projektet for at sikre et trygt og inkluderende miljø. Siden starten i marts 2023 er fire hold gået gennem uddannelsen – og hold 5 starter den 9. september. 

"Det har været så fedt at være med! Vi har lavet mange vilde ting som røgdykning og klippe i en bil. Det er ikke noget man prøver hver dag. Det har været sjovt at lære de andre at kende. Vi kendte ikke hinanden i starten og vi er ret forskellige, men vi har fået et særligt sammenhold," siger 15-årige Viktor Bækgaard Holm, der deltog på hold 4.

Projektet har været eksternt finansieret og udløber i 2025. To politiske fagudvalg har besluttet at oversende forslag om en fortsættelse af projektet til budgetforhandlingerne for 2026. Hvis der afsættes midler i kommunens budget vil projektet fortsætte. Ellers starter sidste hold til september.​

Mange tak til alle samarbejdspartnere, fonde og frivillige.​​

IMG_0121.JPG

IMG_0262.JPG 

IMG_0214.JPG

Vil du være brandkadet?

Er du mellem 13 og 17 år og har lyst til at lære førstehjælp, brandslukning og blive en del af et unikt fællesskab?

Så kan du ansøge om en plads på hold 5, der starter 9. september.

Læs mere om projektet og ansøg her