Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder BOFA roser bornholmerne for at sortere affaldet

BOFA roser bornholmerne for at sortere affaldet

04-11-2024

Ny affaldsordning fordobler genanvendelsen af vores affald

Det viser sig, at vi bornholmere er rigtig gode til at sortere vores husholdningsaffald.
Mængden af restaffald til forbrænding i oktober 2024 er således blevet halveret set i forhold til oktober 2023. Siden 1. oktober i år har både borgere og gæster på Bornholm skulle sortere deres husholdningsaffald i langt højere grad end tidligere. Godt halvdelen af det indsamlede affald, der tidligere blev brændt, bliver nu genanvendt til gavn for klimaet.

For et år siden, i oktober 2023, blev 595 tons dagrenovation brændt i BOFAs forbrændingsovn i Rønne. Tallene for oktober 2024 viser at 274 tons dagrenovation er blevet afbrændt.
Samlet set betyder det, at 54 procent af bornholmernes affald ikke længere går op i røg og fjernvarme men i stedet bliver sendt videre til genanvendelse.

På BOFA er vi naturligvis rigtig glade for, at bornholmerne har taget de nye affaldsordninger til sig og bakker op omkring en bedre ressourceudnyttelse på Bornholm.​