Efter snart fire år evalueres det bornholmske storskalaprogram De Små Børns Bornholm. Rapport fra VIVE viser, at der er positive effekter for både børn, familier og ansatte i Bornholms Regionskommune.
Siden 2020 har børnene på Bornholm været omdrejningspunktet i en programindsats forankret i Bornholms Regionskommune og drevet i samarbejde med Socialt Udviklingscenter SUS. Programmet De Små Børns Bornholm har med en millionbevilling fra Egmont Fonden prøvet nye metoder af for at øge chanceligheden, så små børn der vokser op på Bornholm kan få den bedst mulige start.
I dag offentliggøres den første evalueringsrapport udført af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) og i den forbindelse udtaler projektchef Niels Peter Mortensen:
”Man kan godt se lidt misundeligt til Bornholm, og stille spørgsmålet: Hvordan er I dog kommet i mål med det her? Flere kan med fordel gøre som jer: Vi bliver nødt til at tænke på andre tilgange også, ud over de traditionelle bogstavforkortelser. Tryghed, samarbejdskraft og fleksibilitet er vejene frem.”
”Vi hacker et system”
De Små Børns Bornholm er bygget op om et dynamisk design, der involverer både kommunale medarbejdere på småbørns- og familieområdet, ligesom civilsamfundet i højere grad bliver inddraget i, hvordan vi sammen skaber de bedste betingelser for små børns opvækst her på Bornholm.
Programmet vender måden at lave kommunale indsatser på børneområdet på hovedet. I afprøvningen af nye metoder vurderer familierne selv, sammen med den enkelte familiebehandler, pædagog eller sundhedsplejerske, hvad der er brug for.
De Små Børns Bornholm understøtter en læringskultur, hvor man ikke skal være bange for at ændre og tilpasse designet af indsatsen undervejs og inddrage småbørnsfamiliernes stemme. Derudover giver programmet rum til, at faggrupper mødes på tværs af fagligheder og udveksler ideer og inspiration til gavn for børn og familier.
Programleder i De små børns Bornholm Dorthea Funder Kaas siger: ”Det kan føles som om, at vi er ved at hacke et system. Vi skaber en bevægelse, der gentænker måden en kommune typisk handler på, blandt andet ved at udvide rammen for, hvordan vi kan hjælpe og støtte små børn og deres familier. Nogle gange kan det være konkrete ting, som at sundhedsplejersken besøger familien i hjemmet sammen med pædagogen fra barnets kommende vuggestue eller dagpleje.”
Hvor skal vi nu hen?
De Små Børns Bornholms nuværende programperiode udløber til nytår, men der er stor interesse for at fortsætte det gode arbejde under nye bevillinger. Målet er dog, at programmet på sigt skal være økonomisk bæredygtigt og kunne drives af kommunen selv som en naturlig måde at organisere børneindsatser på.
Projektchef Niels Peter Mortensen fra VIVE har fulgt projektet på nært hold og er imponeret over resultaterne og ikke mindst potentialerne:
”Andre kommuner kan især lade sig inspirere af, at lade de fagprofessionelle komme med ind i maskinrummet, og lade dem hjælpe med at tilrettelægge og opfinde nødvendige indsatser, som kan komme borgere til gavn. Man kan komme nogle meget bedre steder hen, når man vil være sammen om udviklingen".
Den 4. oktober holder programmet gå-hjem-møde kl. 15-17 i aulaen på rådhuset på Snorrebakken 66. Her vil VIVE præsentere hovedkonklusioner fra deres rapport for relevante medarbejdere.