15. oktober holder Dronning Margrethe gallataffel på Christiansborg Slot for at fejre, at hendes barnebarn Prins Christian fylder 18 år. Kongehuset har inviteret to 18-årige fra hver af landets kommuner med til festen. De to fra Bornholm er nu fundet, og det bliver Agnes Beyer Mortensen og Fredrik Abildløkke Hansen.
Agnes Beyer Mortensen fra Allinge går i 3G på STX på Campus Bornholm.
Fredrik Abildløkke Hansen fra Rønne går i 3G på HHX på Campus Bornholm.
De to fik overbragt nyheden af Amar Dlakic, som er formand for Bornholms Ungeråd og selv elev på Campus Bornholm. Amar har sammen med borgmester Jacob Trøst fra Bornholms Regionskommune og direktør Inge Prip fra Campus Bornholm haft til opgave at vælge de to bornholmske deltagere til gallataflet, blandt de i alt 19 ansøgninger, som Bornholms Regionskommune modtog.
Bornholms Regionskommune ønsker stort tillykke! Vi er glade for og stolte over, at I har lyst til at repræsentere jeres ø og jeres kommune ved festen. Vi glæder os til at høre mere!
Foto: Lasse Petersen, Campus Bornholm