42.000 bornholmere i 2028
De seks visionsspor, der skal sikre hovedvisionens 42.000 bornholmere i 2028 er:
1. At skabe 1.000 nye jobåbninger inden 2028
2. At udvikle nye, attraktive boliger og boligområder på tværs af Bornholm
3. At skabe trivsel og arbejdsglæde i ældrelivet
4. At Bornholm bliver det attraktive tilvalg for tilflyttere, turister og virksomheder
5. At fremme chanceligheden for at børn og voksne på Bornholm bliver så ressourcestærke som muligt
6. At bruge vores tilgængelige og lokale ressourcer bedst muligt
Bornholm er i vækst, og der er en generel optimisme i samfundet. Det betyder først og fremmest, at kriseårene for alvor er lagt bag os. Samtidig er der dog udsigt til, at Bornholm i de kommende år vil komme til at lide under en svindende arbejdsstyrke. Dét samtidig med, at antallet af ældre forventes at vokse markant.
For at sikre et samfund med en balanceret befolkningssammensætning, er der behov for at gøre en indsats, der rækker ud over den nuværende udvikling. For at fylde op i arbejdsstyrken og samtidig udvikle øen, skal der trækkes tilflyttere til svarende til, at vi om 10 år har et befolkningstal, der ligger på minimum 42.000.
Flere tilflyttere giver bedre muligheder for at kunne levere en bedre service, og vil også kunne imødekomme den forventede udvikling på de store serviceområder.
Blandt andet på den baggrund har kommunalbestyrelsen arbejdet med visionsspor, der udstikker retningerne for, hvordan Bornholm får flere indbyggere samtidig med, at der sikres en balanceret udvikling.