Rønne Havn A/S vil gerne skabe nye havnearealer og en multifunktionskaj i Rønne Havn. Det er et omfattende projekt, som kræver kommuneplantillæg, lokalplan, projekttilladelse og miljøvurdering.
Trafikstyrelsen og Bornholms Regionskommune sender derfor nedenstående forslag og udkast i høring:
- Forslag til kommuneplantillæg
- Forslag til lokalplan
- Udkast til tilladelse til landsiden af projektet
- Samlet miljøkonsekvensrapport for planer og projekt
Høringen løber i perioden fra den 15. december 2023 til den 9. februar 2024.
Hvad handler høringen om?
I denne høring fremlægger Bornholms Regionskommune forslag og udkast til en række dokumenter, der skal sætte rammer, bestemmelser og vilkår til en udvidelse af Rønne Havn. Høringsmaterialet giver et samlet overblik over plangrundlaget og det konkrete projekt, samt de tiltag, som Bornholms Regionskommune har indsat for at begrænse projektets påvirkninger på miljøet. Det beskrives ligeledes hvordan projektet påvirker området omkring havnen, herunder at nogle naboer vil blive udsat for støjgener.
Trafikstyrelsen og Bornholms Regionskommune fremlægger en samlet miljøkonsekvensrapport, der beskriver hvordan udvidelsen af Rønne Havn med nye arealer og en ny multifunktionskaj påvirker omgivelserne.
Bornholms Regionskommune og Trafikstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med bemærkninger, spørgsmål eller indsigelser til de fremlagte dokumenter.
Myndigheder og formelle afgørelser
Bornholms Regionskommune er myndighed for både kommuneplantillæg, lokalplan og landsiden af projektet. Det vil sige de anlægsaktiviteter, der foregår på land. Herunder den anlægstrafik på land som arbejdet medfører. Det gælder også driften af de nye områder, som vil blive etableret med projektet.
Trafikstyrelsen er myndighed for vandsiden af projektet. Det vil sige den del, der foregår indenfor havnens moler i form af etablering af nye kajvægge og opfyldning af havnebassinet.
Bornholms Regionskommune og Trafikstyrelsen har valgt at lave en samlet miljøvurdering af kommuneplantillægget, lokalplanen, tilladelsen til landsiden af projektet og tilladelsen til vandsiden af projektet.
Planforslag for 'Udvidelse af Rønne Havn – Etape 4' i høring
Kommunalbestyrelsen besluttede at vedtage forslag til Lokalplan nr. 158 'Ny multifunktionskaj' og forslag til Kommuneplantillæg nr. 27 'Ny multifunktionskaj' den 13. december 2023 med tilhørende miljørapport. Derfor sendes de nu i offentlig høring.
Planforslagene gør det muligt at udvide Rønne Havn og skabe nye oplagsarealer og ny kaj.
Se planforslagene her:
Se lokalplanforslaget og send dine bemærkninger: Lokalplansforslag
Se forslaget til kommuneplantillægget og send dine bemærkninger: Kommuneplantillæg
Udkast til tilladelse til 'Udvidelse af Rønne Havn – Etape 4, landsiden' i høring
Tilladelsen til 'Udvidelse af Rønne Havn – Etape 4' fastsætter vilkår for anlæg og drift af havnearealer og kaj. Udkastet til tilladelsen efter miljøvurderingsloven gælder kun for den del af projektet, som Bornholms Regionskommune er myndighed for.
Se udkastet til tilladelsen og send dine bemærkninger: Udkast til tilladelse efter miljøvurderingsloven
Udkast til tilladelse til 'Udvidelse af Rønne Havn – Etape 4, vandsiden' sendes ikke i høring
Trafikstyrelsen skal udarbejde en tilladelse efter havneloven til vandsiden af projektet. Et udkast til tilladelsen vil ikke blive sendt i høring. Trafikstyrelsen vil i stedet tage indkomne høringssvar fra den samlede høring i betragtning ved udarbejdelse af deres tilladelse.
Samlet miljøkonsekvensrapport i høring
Miljøkonsekvensrapporten er en samlet beskrivelse af påvirkningerne på miljøet og tilpasninger for både planforslag og det konkrete projekt om udvidelse af Rønne Havn. Den samlede miljøkonsekvensrapport dækker både Trafikstyrelsens og Bornholms Regionskommunes myndighedsområder.
Se den samlede miljøkonsekvensrapport og bilag og send dine bemærkninger: Samlet miljøkonsekvensrapport
Baggrundsdokumenter til miljøvurderingsprocessen i høring
Miljøvurderingen af 'Udvidelse af Rønne Havn – Etape 4' er foretaget på baggrund af to ansøgninger fra bygherren. En ansøgning til Trafikstyrelsen og en ansøgning til Bornholms Regionskommune. Ansøgningerne er vedlagt i denne høring.
Miljøkonsekvensrapporten er udarbejdet på baggrund af et afgrænsningsnotat, der beskriver hvilke påvirkninger på miljøet, der skal inddrages i vurderingen. Udkastet til afgrænsningsnotatet var i offentlig høring i perioden 3. februar 2023 til 17. februar 2023. Der blev foretaget fornyet høring fra 7. juli 2023 til 15. august 2023. Trafikstyrelsen og Bornholms Regionskommune har behandlet og brugt indkomne høringssvar til at udarbejde det endelige afgræsningsnotat. Det endelige afgrænsningsnotat er vedlagt denne høring.
Ansøgningerne fra bygherren samt afgrænsningsnotatet kan begge ses via linket til udkast til tilladelse og samlet miljøkonsekvensrapport ovenfor.
Sådan sender du et høringssvar
Du kan sende dine høringssvar via den digitale side ved at trykke på den orange knap "Din Kommentar". Vælg knappen øverst på siden efter du har benyttet et af de ovenstående links.
Høringssvar kan også sendes med post, mrk. 'Rønne Havn – Etape 4', til:
Plan
Skovløkken 4, Tejn
3770 Allinge
Dit navn og adresse skal fremgå tydeligt på dit høringssvar.
Borgermøde om udvidelse af Rønne Havn
Vil du vide mere om projektet er du inviteret til borgermøde af Bornholms Regionskommune i forbindelse med høringen. Alle er velkomne.
Mødet afholdes den 9. januar 2024 fra kl. 19.00 på Snorrebakken 66, 3700 Rønne. Alle er velkomne til mødet, men af hensyn til forplejning og opsætning skal I tilmelde jer via dette link 'tilmelding' senest 4. januar 2024.
Retsvirkninger
Når et forslag til lokalplan er offentliggjort, må ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold. (Planlovens § 17).
Den videre proces
Bornholms Regionskommune modtager alle høringssvar. Når den offentlige høring er afsluttet vil Bornholms Regionskommune og Trafikstyrelsen gennemgå høringssvarene og fordele høringssvarene efter myndighedsområde.
Bornholms Regionskommune og Trafikstyrelsen vil behandle de indkomne bemærkninger, spørgsmål og indsigelser. Herefter skal Kommunalbestyrelsen i Bornholms Regionskommune beslutte om de vil vedtage Kommuneplantillæg nr. 19, Lokalplan nr. 151 og tilladelse til landsiden af projektet.
Trafikstyrelsen udarbejder sideløbende en tilladelse til vandsiden af projektet.
Herefter offentliggøres det endelige plangrundlag og begge tilladelser til projektet af Bornholms Regionskommune og Trafikstyrelsen.