Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Indflydelse & Politik Høringer og afgørelser Forslag til miljøgodkendelse til Ll. Myregård, Pedersker

Forslag til miljøgodkendelse til Ll. Myregård, Pedersker

​Bornholms Regionskommune, Center for Miljø, Plan og Kultur har modtaget en ansøgning fra Jesper Marker om miljøgodkendelsen til slagtegriseproduktion på Ll. Myregård, Hegnedevejen 22, 3720 Aakirkeby, og har på baggrund af ansøgningen udarbejdet et forslag til §16a-miljøgodkendelse til Ll. Myregård.

Forslag til miljøtilladelse

Bornholms Regionskommune, Center for Miljø, Plan og Kultur har på baggrund af ansøgningen udarbejdet et forslag til §16a-miljøgodkendelse til Ll. Myregård, Hegnedevejen 22, 3720 Aakirkeby.

Produktionen på Ll. Myregård omlægges fra sohold med smågrise til produktion af slagtesvin i eksisterende stalde. Der foretages ingen udvendige ændringer af staldanlæg på nær eventuelle ændringer af ventilationsafkast. Miljøgodkendelsen vil muliggøre flexgruppe bestående af smågrise og slagtesvin, således at grisene kan indsættes ved en lavere vægt.

Det samlede produktionsareal udgør 2.254 m2 i ansøgt drift.

Husdyrgødningen fra produktionen opbevares i eksisterende gyllebeholdere på ejendommen.

Staldene overholder de krævede mindsteafstande til nabobeboelser og beboelsesområder, vandforsyningsanlæg, vandløb og søer, veje, levnedsmiddelvirksomhed, beboelse på ejendommen og naboskel.

De eksisterende stalde indrettes til slagtesvin med delvis opsætning af nyt inventar. Der ændres ikke i gulvprofilen i staldene med undtagelse af farestald 2. I ansøgt drift vil mindst en af de to eksisterende beholder blive forsynet med en teltoverdækning. Overdækkes begge beholdere er der tale om et frivilligt tiltag.

Staldene overholder de krævede mindsteafstande til nabobeboelser og beboelsesområder, vandforsyningsanlæg, vandløb og søer, veje, levnedsmiddelvirksomhed, beboelse på ejendommen og naboskel.

Der er foretaget beregninger der viser, at de krævede lugtgeneafstande mellem staldene og omkringboende overholdes. Lugtudledningen fra staldanlægget øges i ansøgt drift med omlægning af produktionen.

På baggrund af ejendommens beliggenhed og beskrivelsen af driften, forventes produktionen ikke at forårsage væsentlige gener for naboer og forbipasserende i form af støv, støj og rystelser, lys, transport eller forekomst af skadedyr. Tilsvarende vurderes husdyrbrugets brug af ressourcer (herunder foder, energi og vand) samt håndtering af reststoffer (herunder affald og spildevand) ikke vil give anledning til en væsentlig miljøpåvirkning.

​Der er foretaget beregninger af den samlede ammoniakudledning fra produktionen og dennes påvirkning af omkringliggende naturområder. Med omlægningen af produktionen og ændring af gulvprofil i den ene stald vil ammoniakudledningen fra staldene øges. Modsat vil overdækning af mindst en gyllebeholder i ansøgt drift reducerer udledningen af ammoniak fra gødningsopbevaringsanlægget. Samlet vil ammoniakudledningen fra anlægget øges. Det vurderes, at det ansøgte, ikke vil forårsage væsentlig påvirkning af ammoniakfølsomme naturområder i området.

Ammoniakudledningen fra husdyrbruget må ikke overskride et niveau svarende til emissionen ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik (BAT). Dette krav er opfyldt ved anvendelse ved overdækning af den ene gyllebeholder.

I tilladelsen er der redegjort for de miljømæssige konsekvenser af det ansøgte og husdyrbrugets anvendelse af bedste tilgængelige teknik (BAT) med henblik på reduktion af ammoniakudledningen til omgivelserne.

​​

​Konklusion i forslaget til miljøgodkendelse

Samlet set vurderer Bornholms Regionskommune, at indretning og drift af husdyrbruget og håndtering af husdyrgødningen sker i overensstemmelse med gældende regler, og at driften kan foregå uden væsentlig påvirkning af miljøet eller omkringboende, som dette er defineret i husdyrbrugloven. Kommunen vurderer desuden, at projektet ikke vil påvirke eller true arter og naturtyper, der er en del af udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områder, eller bilag IV-arter og deres yngle- og rasteområder.

 

Lovgrundlag

Ansøgningen er indgivet i henhold til §16a i husdyrbrugloven. Efter lovens §55 kan kommunen først meddele miljøgodkendelse, når naboer til den omhandlende ejendom samt organisationer har modtaget skriftlig orientering om forslaget til miljøgodkendelse til Ll. Myregård.

Ønsker du at se forslag til miljøgodkendelse til Ll. Myregård kan du finde det i den blå boks her på siden.

 

Vil du afgive bemærkninger 

Inden kommunen træffer en afgørelse, har du mulighed for at komme med bemærkninger til miljøgodkendelsen til Ll. Myregård.

Hvis vi ikke har hørt fra dig inden 6 uger, går vi udfra, at du ikke har bemærkninger til forslaget til miljøgodkendelsen til Ll. Myregård. Det vil sige, at eventuelle bemærkninger skal være Center for Miljø, Plan og Kultur i hænde senest den 27. november 2024.

Bemærkningerne kan sendes til kommunen ved besvarelse af dette brev via e-boks eller pr. e-mail til nmf@brk.dk. Bemærkningerne kan også sendes som alm. brev, til Bornholms Regionskommune, Center for Miljø, Plan og Kultur, Skovløkken 4, Tejn, 3770 Allinge. I mailen eller brevet skal du henvise til journalnr.: 24/19781.

Sender du bemærkninger til forslag til miljøgodkendelse til Ll. Myregård, vil du senere modtage en kopi af kommunens afgørelse.

 

Vil du have mere info

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Helle Thers på mail Helle.Thers@brk.dk eller 56 92 20 74.

​Center for Miljø, Plan og Kultur

Forslag til §16a-miljøgodkendelse til Ll. Myregård

.

Forslag til miljøgodkendelse til Ll. Myregård.pdf