Kommunalbestyrelsen i Bornholms Regionskommune godkendte den 10. oktober 2024 planforslagene til kommuneplantillæg nr. 21 og lokalplan nr. 153 for et sommerhusområde ved Langebjerg. Planforslagene sendes hermed i offentlig høring fra den 17. oktober 2024 til den 12. december 2024.
Forslag til kommuneplantillæg nr. 21
Kommuneplantillægget vil muliggøre lokalplanlægningen for et nyt sommerhusområde samt fastsætte rammerne for lokalplanlægningen. Kommuneplantillægget indeholder maksimale størrelser for fremtidig bebyggelse og fastlægger, at området skal fremstå åbent, så områdets landskabskarakter bibeholdes, og det fortsat er muligt at etablere samt fastholde økologiske forbindelser og natur i området.
Forslag til kommuneplantillæg nr. 21 kan findes på nedenstående link:
Forslag til kommuneplantillæg nr. 21 for et sommerhusområde ved Langebjerg
Forslag til lokalplan nr. 153
Lokalplanen vil muliggøre etableringen af et nyt sommerhusområde, som vil bestå af sommerhuse i én etage med en størrelse på op til 130-140 m2. Bebyggelsen vil have facader beklædt med træ og tage udført med sort tagpap eller plantedække. Sommerhusområdet vil få vejadgang fra Langebjergvej via to grusveje, og der udlægges fælles friarealer i den nordlige og sydlige del af området. Lokalplanen indeholder derudover bestemmelser, som skal sikre fastholdelsen af områdets eksisterende natur- og landskabskarakter.
Forslag til lokalplan nr. 153 kan findes på nedenstående link:
Forslag til lokalplan nr. 153 for et sommerhusområde ved Langebjerg
Retsvirkninger
Når et forslag til lokalplan er offentliggjort, må ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold, jf. § 17 i lov om planlægning (planloven).
Miljøscreening
Der er foretaget en screening for miljøvurderingspligt af planforslagene, jf. § 8 i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (miljøvurderingsloven). Kommunen har truffet afgørelse om, at planforslagene ikke er omfattet af miljøvurderingspligt.
Afgørelsen om miljøvurderingspligt er en selvstændig afgørelse med en klagefrist på fire uger, som offentliggøres sammen med høringen af planforslagene. Fristen for at klage over afgørelsen om miljøvurderingspligt er den 14. november 2024.
Afgørelsen samt klagevejledning kan findes på nedenstående link:
Afgørelse om ikke miljøvurderingspligt for forslag til lokalplan nr. 153 og kommuneplantillæg nr. 21 for et sommerhusområde ved Langebjerg
Indsend høringssvar
Du kan indsende dine eventuelle høringssvar på planens digitale side ved at trykke på den orange knap "Din Kommentar". Knappen, som du skal vælge på den digitale side for at indgive dit høringssvar, findes øverst til højre på siden.
Høringssvar kan også sendes med post, mrk. Sommerhusområde ved Langebjerg til:
Plan
Skovløkken 4, Tejn
3770 Allinge
Af høringssvar skal navn og adresse fremgå tydeligt.
Høringssvar eller bemærkninger til planforslagene skal være Plan i hænde senest 12. december 2024. Alle indkomne høringssvar eller bemærkninger offentliggøres i forbindelse med den offentlige høring og den senere politiske behandling.