Forslag til aflysning af lokalplan 3-11 for etablering af et bogtrykkeri på Tejnvej og del af 3-13 for et sommerhusområde på Æbleplantagen, Allinge
Kommunalbestyrelsen vedtog den 31. maj 2018 at sende et forslag i høring for at ophæve den forældede lokalplan 03-11 for etablering af et bogtrykkeri på Tejnvej i Allinge og den del af lokalplanen 03-13 for et sommerhusområde, som er gældende for det østligste område af matrikelnr. 369am Allinge-Sandvig markjorder. Hensigten hermed er at imødekomme en ansøgning om udstykning af matrikelnr. 369am, da planerne om at etablere et bogtrykkeri ikke er blevet realiseret.
Høringsperioden på 4 uger er fra den 12. december 2018 til og med den 9. januar 2019.
Forslaget kan ses på nedenstående link:
http://bornholm.viewer.dkplan.niras.dk/dkplan/dkplan.aspx?lokalplanId=310
Henvendelse skal ske til:
Erhverv, Byg og Sekretariat
Ullasvej 23
3700 Rønne
Tlf. 56922107 eller 56920000
For annonceringen står Center for Erhverv, Byg og Sekretariat, telefon 56 92 00 00, mail Plan@brk.dk.
Indsigelsesmulighed
Bemærkninger eller indsigelser til aflysningsforslaget skal være kommunen i hænde senest onsdag den 9. januar 2019. Af indsigelsen skal navn og adresse fremgå tydeligt. Indsigelser vil efterfølgende blive behandlet af kommunalbestyrelsen.
Indsigelser fremsendes til:
Erhverv, Byg og Sekretariat
Ullasvej 23
3700 Rønne
Eller på mail til Sekretariatet@brk.dk
Retsvirkninger
Når et forslag er offentliggjort, må ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold.
Efter planlovens § 17 gælder et midlertidigt forbud mod udstykning, bebyggelse og ændring af anvendelse. Eksisterende lovlig anvendelse af ejendommene kan dog fortsætte som hidtil. De midlertidige retsvirkninger gælder fra offentliggørelsen af planforslagene og indtil de er endeligt vedtaget, dog højst 1 år fra annonceringsdato.
Klagevejledning
Bornholms Regionskommunes afgørelser efter Planloven kan påklages til Planklagenævnet. Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens udfald, herunder landsdækkende organisationer og foreninger der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser indenfor arealanvendelsen.
Ifølge Planlovens § 58 stk. 1 nr. 4, kan der kun klages over retlige spørgsmål. Det vil sige, at du f.eks. kan klage, hvis du mener at kommunalbestyrelsen ikke har haft hjemmel til at træffe afgørelsen. Du kan derimod ikke klage over, at kommunalbestyrelsen efter din opfattelse burde have truffet en anden afgørelse.
Klagefristen er fire uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klagefristen udløber ved midnat på dagen for klagefristens udløb. En tilladelse må ikke benyttes, før klagefristen er udløbet.
Klage indgives gennem Klageportalen, Klageportalen ligger på www.borger.dk og www.virk.dk. Du logger på www.borger.dk eller www.virk.dk, ligesom du plejer, typisk med NEM-ID, og klagen skrives direkte i portalen.
Det er muligt at vedhæfte dokumenter til klagen undervejs. Klagen sendes gennem Klageportalen til Bornholms Regionskommune, Teknik og Miljø, som videresender den til Planklagenævnet med den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal der betales et gebyr, som for privatpersoner er på 900 kr. Virksomheder og organisationer skal betale et gebyr
på 1.800 kr. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen. Klagen bliver ikke sendt videre, før gebyret er betalt, og klager har endeligt godkendt klagen. Gebyret tilbagebetales, hvis klager får helt eller delvist medhold i klagen.
I klageportalen sendes din klage automatisk først til Bornholms Regionskommune. Hvis Bornholms Regionskommune fastholder afgørelsen, sender Bornholms Regionskommune klagen videre til behandling i nævnet via klageportalen. Du får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet. Nævnet afgør herefter, om du kan fritages for at bruge klageportalen.
En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen.