Bornholms Regionskommune sender forslag til Indsatsplan 2026 for jordforurening i offentlig høring fra den 7. november 2025 til og med den 5. december 2025. Planen beskriver, hvordan regionskommunen vil arbejde med at undersøge og håndtere jordforurening i 2026. Efter høringen vil planen blive justeret på baggrund af de indkomne høringssvar, før den endelige version præsenteres for Natur-, Miljø- og Planudvalget. Formålet med indsatsen er at beskytte mennesker og miljø mod skadelige påvirkninger fra jordforurening og forhindre spredning. Da der er flere kendte forureninger, end der er ressourcer til at håndtere, prioriteres indsatsen.
Det samlede budget for 2026 er ca. 3,4 mio. kr. Heraf er ca. 1,3 mio. kr. afsat til kortlægning og undersøgelser, inklusive løn og personaleomkostninger. Ca. 0,5 mio. kr. er afsat til særlige indsatser som PFAS og overfladevand, mens 1,7 mio. kr. går til igangværende afværgeindsatser og drift.
I 2026 planlægger regionskommunen at fokusere på forureninger, der kan true Byåen, samt ejendomme med følsom anvendelse.
Hele forslaget kan læses her: Indsatsplan 2026 for jordforurening
Høringssvar og kontakt
Har du bemærkninger eller spørgsmål til forslaget, kan de sendes til jordforurening@brk.dk, senest den 5. december 2025.