Forslag til kommuneplantillæg nr. 035 og lokalplan nr. 111 for et boligområde ved Kommandanthøjen i Rønne
Kommunalbestyrelsen vedtog den 27. juni 2019 at sende forslag til lokalplan nr. 111 og kommuneplantillæg nr. 035 i 8 ugers offentlig høring. Høringsperioden er fra den 5. juli 2019 til og med den 30. august 2019.
Baggrunden herfor var at, under Klima- og Bæredygtighedsudvalgets dialogmøde om boliger den 3. maj 2018, havde ejendomsmæglere, boligforeninger og entreprenører påpeget, at boligområdet omfattet af lokalplan nr. 028 ved Kommandanthøjen i Rønne er svære at sælge/anvende. Dette er på grund af lokalplanens bestemmelser vedrørende bygningernes tagflader, matriklernes størrelser og bebyggelsesprocenten. Kommunalbestyrelsen besluttede derfor at foretage en ny planproces med en afløsende lokalplan, der muliggør videre rammer. Der er nu udarbejdet et forslag til afløsende lokalplan nr. 111 "For et boligområde ved Kommandanthøjen" og medfølgende kommuneplantillæg nr. 35.
Den ny afløsende lokalplan for området indeholder bestemmelser, der giver friere rammer for arkitektoniske udtryk. Derudover gives der mulighed for sammenhængende bebyggelser i den vestlige del af lokalplanområdet og mulighed for mindre matrikler så de enkelte boligers friarealer kan reduceres ved en øget bebyggelsesprocent. Den øgede bebyggelsesprocent fra 30 til 40 er ikke overensstemmelse med kommuneplanen og der er derfor udarbejdet kommuneplantillæg nr. 35.
Der er nu udarbejdet lokalplanforslag nr. 111 og kommuneplantillæg nr. 035 til offentliggørelse i 8 uger. Forslag til lokalplan og kommuneplantillæg kan ses på nedenstående link.
Link til lokalplanforslag
Link til forslag til kommuneplanramme
Miljøscreening
Der er foretaget en screening af lokalplan nr. 111, jf. § 3 i lov om miljøvurdering af planer og programmer. Konklusionen på screeningen af lokalplanen var, at der ikke skulle udarbejdes en miljørapport. Lokalplanen kan fås ved henvendelse til Planafdelingen (tlf. 56 92 00 00) eller ses her på www.brk.dk.
Muligheder for indsigelser
Du kan indsende dine eventuelle høringssvar digitalt. Klik her for at gå til siden, hvor du kan indsende dit høringssvar digitalt - du skal klikke på den orange knap "Din kommentar", øverst til højre på siden.
- eller send en mail til: plan@brk.dk
Indsigelsen kan selvfølgelig også sendes med post:
mrk. "Lokalplan 111" sendes til:
Erhverv, Byg og Sekretariat
Ullasvej 23
3700, Rønne
Dit navn og adresse skal fremgå tydeligt.
Frist: Indsigelser/bemærkninger skal være modtaget senest den 30. august 2019. Indsigelser vil efterfølgende blive behandlet af kommunalbestyrelsen.
Retsvirkninger
Når et forslag til lokalplan er offentliggjort, må ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold. (Planlovens § 17).
Klagevejledning
Bornholms Regionskommunes afgørelser efter Planloven kan påklages til Planklagenævnet. Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens udfald, herunder landsdækkende organisationer og foreninger der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.
Ifølge Planlovens § 58 stk. 1 nr. 4, kan der kun klages over retlige spørgsmål. Det vil sige, at du f.eks. kan klage, hvis du mener at kommunalbestyrelsen ikke har haft hjemmel til at træffe afgørelsen. Du kan derimod ikke klage over, at kommunalbestyrelsen efter din opfattelse burde have truffet en anden afgørelse.
Klagefristen er fire uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klagefristen udløber ved midnat på dagen for klagefristens udløb. En tilladelse må ikke benyttes, før klagefristen er udløbet.
Klage indgives gennem Klageportalen, Klageportalen ligger på www.borger.dk og www.virk.dk. Du logger på www.borger.dk eller www.virk.dk, ligesom du plejer, typisk med NEM-ID, og klagen skrives direkte i portalen.
Det er muligt at vedhæfte dokumenter til klagen undervejs. Klagen sendes gennem Klageportalen til Bornholms Regionskommune, Teknik og Miljø, som videresender den til Planklagenævnet med den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal der betales et gebyr, som for privatpersoner er på 900 kr. Virksomheder og organisationer skal betale et gebyr
på 1.800 kr. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen. Klagen bliver ikke sendt videre, før gebyret er betalt, og klager har endeligt godkendt klagen. Gebyret tilbagebetales, hvis klager får helt eller delvist medhold i klagen.
En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen.