Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Ophævelse af afbrændingsforbuddet

Ophævelse af afbrændingsforbuddet

18-07-2023

Bornholms Brandvæsen ophæver afbrændingsforbuddet pr. 19. juli. Kl. 12.00.

Den seneste tids nedbør og temperaturer har haft positiv indvirkning på brandfaren og udtørringen af jorden.

Prognosen for jordlagsudtørringen (DMC) på Brandfare.dk viser en nedgradering i alvorlighedskategorien, og vil forventeligt være lav til moderat i løbet af de kommende 2-3 dage.

Det er derfor vurderet at afbrændingsforbuddet kan ophæves fra og med i morgen d. 19. juli k. 12.00.

Bornholms Brandvæsen vil løbende overvåge brandfaren gennem sommeren.

 

Befolkningens fortjeneste

Gennem afbrændingsforbuddet har vi samlet set haft 17 brande, tilsyn/eftersyn foranlediget af borgere, der har kontaktet 112, Politiet eller Brandvæsenet direkte.

Der har været stor opmærksomhed på brandfaren på Bornholm, og herved også en skærpet opmærksomhed på det unormale i naturen, eks. røglugt i skove etc.

Samtidig har der været stor opbakning fra turisterhvervet og detailhandlen i forbindelse med understøttelse og udbredelse af forbuddet, samt vejledning af borgere.

Bornholms Brandvæsen håber, at borgerne fortsat vil være opmærksomme, og kontakte myndighederne.

Bornholms Brandvæsen appellerer fortsat til sikker brug af ild og har derfor følgende råd:

 

Fem gode råd om bål

  • Brug kun rent og tørt træ og opbyg bålet stabilt
  • Placer bålet i god afstand til bygninger og brandbare materialer.
  • Brug aldrig benzin, sprit el. lign. til optænding
  • Sluk med vand og ikke sand eller jord
  • Tænd aldrig, når det blæser kraftigt

 

Fem gode råd om grill

  • Brug aldrig brandfarlige væsker, når du griller
  • Grill kun udendørs
  • Hav altid vand i nærheden
  • Placer grillen i sikker afstand og på et stabilt underlag
  • Aske og kulrester skal være kolde, før du smider det ud
  • Ring 1-1-2, hvis det skulle gå galt