Valget af ny chef for kommunens center for Børn og Læring er faldet på Michael Mogensen, der har en lang lederkarriere bag sig i Bornholms Regionskommune. Han tiltræder i jobbet den 1. september.
I et stærkt felt af ansøgere pegede et helt enigt ansættelsesudvalg på Michael Mogensen, som kommunens nye centerchef for Børn og Læring. Den kommende centerchef er godt bekendt med Bornholms Regionskommune, hvor han har en lang karriere bag sig, og i øjeblikket er ansat som leder af budget og indkøb i Økonomi- og Personale.
Når Michael Mogensen skifter job 1. september, får han det øverste ansvar for kommunens daginstitutioner og skoleområdet og bliver samtidig en del af kommunens øverste ledelse.
Michael Mogensen er uddannet fra Copenhagen Business School (CBS) og har tidligere været ansat både som konsulent og som leder i en række stillinger indenfor børne-, familie- og ungeområdet. Han har blandt andet været ansat i de tidligere; Børne- og Skolesekretariatet, Bornholms Familiecenter og Center for Børn og Familie.
Michael Mogensen har ry for at have god sans for dialog og kompromisser og en analytisk og løsningsorienteret tilgang til sine opgaver. Han har gennem tidligere ansættelser vist, at han formår at tænke i helheder og på tværs, og at han hurtigt opnår tillid hos dem, han samarbejder med.
Velfærdsdirektør, Trine Møller Dorow, der bliver chef for den nye centerchef, siger:
"Michael Mogensen kommer med et dybtgående kendskab til, hvordan vi beslutter og styrer tingene i den kommunale verden, han har desuden masser af erfaring med sig fra driften af børne-, familie- og skoleområdet - jeg ser frem til vores kommende samarbejde."
Kommunens kommende centerchef for Børn og Læring, Michael Mogensen siger:
"Jeg går ind i min nye opgave med stor respekt for den afgørende rolle, som vi ved, at vores dagtilbud og skoler har for de bornholmske børns udvikling, trivsel og læring. Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang og møde mine mange nye kolleger, som jeg ved er super engagerede og fagligt stærke."

Michael Mogensen tiltræder formelt jobbet som centerchef for Børn og Læring mandag den 1. september, men han vil allerede fra 1. august tage del i centerets opgaver.