Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Kommunen og DBU indgår velfærdsalliance

Kommunen og DBU indgår velfærdsalliance

29-05-2020

Ny velfærdsalliance mellem kommunen og DBU bruger fodbolden som løftestang til at øge borgernes velfærd og sundhed

Kommunalbestyrelsen har i går godkendt en Velfærdsallianceaftale for perioden 2020-2023 mellem DBU, DBU Bornholm og Bornholms Regionskommune. Aftalen bringer fodbolden i spil på nye måder, hvor borgere i forskellige aldre bliver en del af nye og spændende initiativer og aktiviteter, og hvor fodbold og fællesskaber er omdrejningspunktet.

Erik Lund Hansen, formand for Job-, Uddannelse- og Fritidsudvalget glæder sig over Velfærdsallianceaftalen.

"Denne aftale skal vise os nye måder at bruge fodboldens mangfoldige muligheder på, til glæde og gavn for mange borgere i forskellige aldre. Jeg er meget glad for aftalens bredde. Aktiviteterne involverer mange af de fagcentre i kommunen, som løfter vigtige opgaver inden for velfærd, skole, beskæftigelse og sundhed", siger Erik Lund Hansen.
Samtidigt lægger han ikke skjul på sin begejstring over, at der i aftalen med støtte fra Job-, Uddannelse- og Fritidsudvalget også er lykkedes at finde finansiering til, at DBU i aftaleperioden vil afvikle minimum to ungdoms-fodboldlandskampe på Bornholm.

DBU Bornholm er også begejstrede for aftalen. Lars Albæk, der er formand for DBU Bornholm, siger:

"Vi er naturligvis meget glade for, at vi nu på flere områder kan fortsætte og udbygge vores gode samarbejde med Bornholms Regionskommune. Der er fortsat et stort udviklingspotentiale i at få øens fodboldklubber endnu mere involveret i et tæt samarbejde med børnehaver og skoler rundt om på Bornholm. Bornholms Regionskommune understøtter med denne aftale vores fælles ambition om at få flest mulige piger og drenge introduceret til fodbolden gennem leg, læring, bold og bevægelse – og dermed vise dem vejen til at være aktive fodboldspillere".


Tilbud til skolebørn
En af de kommende aktiviteter i aftalen handler om børns muligheder for øget trivsel og sundhed igennem et tættere samarbejde mellem skole og fodboldklubber "11 for Health". Ud fra devisen at trygge og glade børn lærer bedst, tilbydes øens 4., 5. og 6. klasser muligheden for at deltage i et dokumenteret effektivt undervisningsforløb, der kombinerer fodboldspil, sundhedsviden og trivsel blandt kammeraterne. Helt bogstaveligt skal eleverne lære at drible uden om usunde fødevarer, score gode venskaber og vinde en glæde ved bevægelse og idræt, som de kan tage med sig videre ud i livet. 

Fodbold fitness skal øge sundheden for de voksne
En anden af de kommende aktiviteter i aftalen er 'Fodbold for fitness'. "Fodbold for Fitness" er motionsfodbold med dokumenteret effekt på sundheden for borgere, som er ramt af sygdomme som eksempelvis hjerte-kar-sygdomme, diabetes og andre livsstilssygdomme.  I de næste år vil mange flere borgere på øen få mulighed for at fastholde de gode vaner ved at deltage i fodbold for fitness til glæde og gavn for den enkeltes trivsel, sundhed, samt mødet med andre ligestillede i nye fællesskaber.

Yderligere information:

Erik Lund Hansen, formand for Job-, Udvikling- og Fritidsudvalget: tlf. 30181952.
Lars Albæk, formand DBU Bornholm, tlf. 28961611.