Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Grøn Trepart Bornholm opsamling fra 1. møde

Grøn Trepart Bornholm opsamling fra 1. møde

28-02-2025

​​​​​
Dette er en opsamling og pointer fra det første møde i Grøn Trepart Bornholm holdt 24. februar 2025

Ambitiøst samarbejde om Bornholms grønne fremtid

Den lokale trepartsgruppe på Bornholm er gået i gang med et ambitiøst arbejde for at identificere og omlægge landbrugsarealer til naturformål som led i Den Grønne Trepart. Selvom Bornholm i første omgang er undtaget fra krav om kvælstofreduktion, ønsker gruppen at tage ansvar og handle proaktivt.

Fokusområder og målsætning

I 2025 bliver opgaven for de fleste kommuner at finde egnede arealer til at reducere både kvælstof- og kulstofudledning. Bornholm har dog få lavbundsområder og er fritaget for kvælstofkrav i første omgang, hvilket har sat gang i en drøftelse om alternative indsatsområder – som fx drikkevandsbeskyttelse og sammenhængende natur.

Der lægges vægt på frivillighed og behovet for kompensation til lodsejere. Der er enighed om vigtigheden af en fælles fortælling om, hvad omlægningerne kan betyde for Bornholms natur, friluftsliv og turisme.

Synergier og prioriteringer

Trepartsgruppen peger på muligheden for at skabe synergi ved at prioritere områder, hvor kvælstofreduktion, naturudvikling og drikkevandsbeskyttelse overlapper. Den Grønne Bølge og Grønt Danmarkskort er nævnt som pejlemærker i planlægningen.

Kommunikation og inddragelse

Trepartsgruppen er enige om, at lodsejere skal informeres før noget offentliggøres. Der arbejdes med idéer om et nyhedsbrev og mulige borgermøder, men der er endnu ikke truffet beslutning. En fælles kommunikationsstrategi og tydelig rollefordeling skal sikre en gennemsigtig proces.

Organisation og fremdrift

Arbejdet prioriteres højt i administrationen trods begrænsede midler og ressourcer. Gruppen mødes ca. hver tredje uge frem til juni, hvor de første udkast til områdeplaner skal ligge klar. Værktøjet MARS​ vil blive brugt til at visualisere forslag og input fra både myndigheder og lodsejere.

Trepartsgruppen er enig: Bornholm skal gå forrest – med handling, samarbejde og visioner for en grønnere ø.

Deltagere i Grøn Trepart Bornholm

Formand:
Jacob Trøst, borgmester

Centerchef:
Louise Lyng Bojesen
Miljø, Plan og Kultur
Louise.Lyng.Bojesen@brk.dk

Repræsentanter fra landbruget:
Lennart Westh, Bornholms Landbrug & Fødevarer

Rasmus Kofoed Brunke, Bornholms Landbrug & Fødevarer

Repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening:
Helle Bay, DN Bornholm.

Michael Stoltze, DN Bornholm. 

Repræsentant fra Naturstyrelsen:
Søren Friese, Naturstyrelsen Bornholm