Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Få frihed, fleksibilitet og ekstra penge som efterlønner

Få frihed, fleksibilitet og ekstra penge som efterlønner

13-09-2023

​Birgitte Nielsen bliver snart 70 år, men alderen er ingen hindring i at tage nogle timers arbejde i ældreplejen.


- Jeg er sådan en, der bare skal have lidt at rive i. Hvis man synes, at man har lidt overskud og tid, så er det også en måde at være frivillig i citationstegn, hvor man får nogle penge for det, fortæller hun.

Hun er tidligere sygehjælper og har bl.a. hjulpet med tilsyn og arbejdet som telefonpasser i hjemmeplejen i Bornholms Regionskommune, så hun har faget siddende på rygraden. Det gør det let for hende at springe til og hjælpe i weekender, når det passer hende. Det er især friheden i at kunne sige ja eller nej til vagter, der er tiltalende.


Frit og uforpligtende

Det gør faktisk en forskel, at hun ikke er forpligtet på samme måde, som da hun var fastansat.

- Jeg har jo en frihed, for jeg kan jo bare sige farvel og tak, det er ikke noget for mig, pointerer Birgitte Nielsen. Det giver nye inspirerende indtryk og meningsfulde samtaler med de ældre beboere, hun hjælper, mens hun arbejder.

- Jeg står ikke bare og glor, mens jeg snakker med dem. Jeg arbejder imens. Jeg kan tale med alle og får altid noget ud af det. Selvom de er gamle og tænker: spørger hun om det? Men så svarer de mig jo. Og det får jeg rigtig meget ud af. Jeg kan godt lide at snakke med mennesker. Det er jo uforpligtende, og man får jo de svar, de giver. Jeg har gode snakke med dem, fortæller Birgitte Nielsen.

Ekstra penge til gaver og andet godt

Ud over friheden og fleksibiliteten i at kunne tilvælge fx korte vagter på fire til seks timer og fravælge de lange vagter på otte timer, så er der også økonomisk fordel. Nye regler gør der er økonomisk gevinst – dels som efterlønner, men også hvis man er gift med en pensionist. Den ekstra indtjening bliver ikke modregnet længere.

- Det er dejligt at tjene de ekstra penge. Jeg har været i arbejde i december måned og tjente penge til julegaver. Det er lidt det – også. Jeg er sygehjælper på sluttrinnet, men det er jo alligevel ikke en løn at regne med, men et par tusinde hver måned op til jul, så var der til julegaver. Jeg skal ikke arbejde så mange dage, og fordi jeg arbejder i weekender, giver det rimeligt godt, siger Birgitte Nielsen.

Prøv det selv opfordrer Birgitte

- Hvis man sidder og tænker på det, når man læser bog efter bog, strikker sokker efter sokker eller et eller andet, hvor man tænker: Jeg vil godt lave noget andet. Så er det en god ide, synes jeg. Man skal ikke være tilbageholdende og ikke prøve det. Der er virkelig brug for folk.

Tekst og foto: Jan Høst-Aaris

Øverste foto: Colourbox