Det bliver lettere at være el-bilejer, når der i løbet af sommeren bliver etableret et helt net af ladestationer på i alt ni lokationer fordelt rundt på øen. Med en veludbygget ladeinfrastruktur er det kommunens ønske, at endnu flere vælger de bæredygtige el-biler som fremtidige køretøjer.
I løbet af sommeren udbygges nettet af el-ladestandere på Bornholm og alt peger på, at prisen for en bilopladning samtidig falder. Dermed skulle det gerne blive mere attraktivt at være elbil-ejer på Bornholm, som er et led i planen om at gøre Bornholm til en endnu grønnere og mere bæredygtig ø.
Etableringen af de nye ladestandere er blevet til med økonomisk tilskud fra EU-projektet CAR (Creating Automotive Renewal), der har som mål at medvirke til udbredelsen af elektrisk drevet transport. I alt kommer der 11 nye ladestandere fordelt på ni lokationer – to af standerne er hurtigladere.
Borgmester Winni Grosbøll siger:
"Bornholms Regionskommune har de sidste 10 år arbejdet på at blive en bæredygtig grøn ø også, når det kommer til vores transport. En af de største udfordringer for at få endnu flere el-biler ud og køre har indtil nu været at sikre tilstrækkelige ladestandere, derfor er vi rigtigt glade for samarbejdet og projektet i det hele taget."
Projektet er inddelt i tre dele, hvoraf arbejdet med etablering af infrastruktur til offentligt tilgængelige ladestandere, såsom offentlige parkeringspladser med betonfundamenter ligger hos kommunen. EU CAR står for at finansiere tilslutningsafgifter, elektriker-og entreprenørarbejde, imens en ekstern leverandør finansierer montage, drift og vedligehold. Den sidste del af opgaven har været i et EU udbud og på baggrund af det, er opgaven med montage, drift og vedligehold af standerne lagt i hænderne på Bilejernes forbruger- og interesseorganisation, FDM.
Kommunens Center for Ejendomme og Drift er tovholdere på projektet og centerchef, Bjarne Freund-Poulsen har netop i denne uge mødtes med FDM for at underskrive kontrakten, han siger:
"Vi er meget glade for, at der har været flere kvalificerede, der bød ind på opgaven. Den måde vi har skruet projektet sammen på, er, af dem der har budt ind, blevet betegnet som en særlig Bornholmer-model, der i større skala kan være med til at udbrede el-bilismen. Vi ser frem til samarbejdet med FDM og tror på, at de er de rette til sammen med os at fremme el-bilismen, fordi de er i direkte kontakt med en meget stor del af landets billister".
På Bornholm har både Destination Bornholm og taxabranchen efterspurgt bedre vilkår for at køre i elbil, og der har løbende været dialoger både med dem og flere af øens byforeninger om emnet.
Strømmens pris
Prisen for at lade sin elbil via FDM/Spirii bliver 3,25 kr. pr. kWh, og med rooming fra andre, såsom plugsufing/newmotion, ligger prisen på 3,58 kr. pr kWh. (priserne er 2020-priser).
Antal biler og fordeling på Bornholm (pr. 12. april 2020)
Det totale antal af biler på Bornholm er 21.624 stk
Antal el-biler 94 stk.
Antal hybrid-biler 244 stk.
Her kommer ladestanderne til at stå
- Hammershus, Hammershus p-plads
- Allinge, Kæmpestranden – 60 kW hurtiglader
- Gudhjem, Gudhjem Havn
- Svaneke, p-plads ved Brænderigænget
- Nexø, p-plads ved Skolestræde – 60 kW hurtiglader
- Snogebæk, p-plads ved Hovedgaden
- Dueodde, p-plads ved Fyrvejen
- Åkirkeby, Dams Plads
- Hasle, Hasle Torv