Efter en længere pause er Bornholms Regionskommune i år tilbage på Folkemødet. Sammen med en række lokale partnere etablerer kommunen eventstedet, "Bornholmerhuset". Her kan Folkemødets deltagere komme og deltage i debatter og samtaler om emner relateret til vores ø.
Et bredt partnerskab står sammen om "Bornholmerhuset"
I år er Bornholms Regionskommune gået sammen med blandt andet CRT (Center for Regional og Turismeforskning), Business Center Bornholm og Tilflytterservice, Bornholms Hospital, Region Hovedstaden, BEOF, Københavns Professionshøjskolen, BOFA, Ungdomsskolen, Bornholms Folkebiblioteker og Jobcenteret om at skabe eventstedet "Bornholmerhuset", som etableres i Kærnehuset på Kirkepladsen i Allinge.
I "Bornholmerhuset" kan Folkemødets deltagere se frem til at komme og være med i debatter og samtaler om aktuelle emner relateret til Bornholm.
Borgmester Jacob Trøst er glad for tiltaget og siger:
"Jeg er meget glad for at kunne annoncere "Bornholmerhuset" på årets Folkemøde. Herfra kommer vi til at sætte spot på Bornholm og de muligheder og udfordringer, som er relevante for os men også for mange andre kommuner. Jeg glæder mig allerede, og det er dejligt, at "Bornholmerhuset" bliver til i et stærkt partnerskab med mange lokale aktører."
Også et samlingspunkt for vigtige møder
"Bornholmerhuset" vil også være det naturlige samlingspunkt for mange af de bornholmske aktører. Samtidig vil det give partnerne i det nye tiltag en mulighed for at holde møder i ro og fred med de mange vigtige nationale og internationale aktører, som er tilstede på Folkemødet.