BOFA affaldshåndtering
Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder BOFA i spidsen for nytænkning i detailhandlen med stort EU-projekt

BOFA i spidsen for nytænkning i detailhandlen med stort EU-projekt

12-09-2023

​​​BOFA har fået bevilget 4,2 millioner kr. til projektet Retail ReLooped (RELOOPED), som er med til at understøtte den fælles bornholmske vision om en affaldsfri ø i 2032.

Pengene går til et treårigt projekt under EU’s Interreg South Baltic program og har til formål at udvikle nye, mere ressourceeffektive løsninger for fødevareemballager inden for detailhandlen.
Det flyder med plastemballage i dag i de varer, vi køber fra detailhandlen og som bliver til vores plast- eller mad- og drikkekartonaffald. Det er med til, at vi i Danmark er et af de mest affaldsproducerende folkefærd i EU.

Teste løsninger sammen med bornholmere og turister

Plastaffaldet er ofte svært og dyrt at genanvende, og meget affald vil kunne være sparet hvis man blot gennemtænkte emballagen, affaldshåndteringen og infrastrukturen fra starten af. Ny EU-lovgivning er på v​ej til at blive implementeret for at stramme op på fødevareemballage-området, og kæder som COOP har stærke klima- og miljømålsætninger. RELOOPED-projektet er sat i (Øster)søen for at hjælpe omstillinge​​n på vej.

I projektet vil cirkulære løsninger afprøves sammen med brugere, detailhandelskæder og affaldsindustrien. Der er udsigt til at eksperimentere med emballagefrie løsninger (løsmarkeder), returemballage mv. Det afgørende er dog, at man i projektet vil søge mod at nå frem til at teste løsningerne sammen med brugerne. I praksis vil det betyde, at bornholmerne og turister skal være med til at teste RELOOPED-løsninger i udvalgte COOP butikker.

Tæt samarbejde med detailhandlen

Det er første gang, at BOFA står i spidsen og koordinerer et EU Interreg South Baltic projekt. RELOOPED har et totalbudget på over 15,6 millioner kr. Der er partnere fra landene omkring Østersøen, nærmere bestemt Sverige, Polen og Litauen, der deltager under BOFAs ledelse.
Herudover er det særligt det tætte samarbejde med detailhandlen, som gør projektet unikt. COOP er tæt tilknyttet projektet med det potentiale der ligger i deres over 1.000 butikker, og i Polen er kæden Żabka tilsvarende med, med deres over 9.000 butikker.

Bornholm vil være et centralt sted i projektet, hvor løsningerne vil skulle testes. Hos COOP og i Regionskommunen glæder man sig over projektet, der taler direkte ind i Bornholms ambitioner for det grønne område. 

”Det er rigtigt godt for Bornholm, at vi har fået projektet. Det giver os endnu bedre muligheder for at opnå vores ambitiøse mål på affaldsområdet. Og så er jeg også stolt af at have så ambitiøse og engagerede medarbejdere, som gør det muligt.”, siger Jacob Trøst, Borgmester, Bornholms Regionskommune​.

”Projektet går for os ind i vores indsats om bæredygtig emballage, cirkulær økonomi og COOPs klimaplan. Jeg er glad for, at vi kan teste ting ad og prøve at lukke nogle kredsløb i den dejlige ø som Bornholm er.” Jonas Engberg, Klimachef, COOP

​​Projektet følger op på tidligere projekter hvor Bornholm fungerer som test-ø for den grønne omstilling.


Fakta om projektet


Projektet støttes af EU's Regionalfond via Interreg South Baltic programmet. Totalbudget er på 2,1 millioner Euro (15,6 millioner kr.), som støttes med 80%.

BOFA er koordinator og de øvrige partnere er Institute of Fluid-Flow Machinery – Polish Academy of Sciences (Polen), Klaipeda University (Litauen) og Sustainable Business Hub (Sverige). COOP og Żabka er associerede partnere.

Gå til BOFA's hjemmeside