Bornholms Regionskommune, Center for Miljø, Plan og Kultur har i henhold til §16a, stk. 1 i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. meddelt §16a-miljøgodkendelse til malkekvægsproduktion på Ø. Pilegård, Centralvej 8, 3782 Klemensker.
Malkekvægsproduktionen på Ø. Pilegård godkendes med denne §16a-miljøgodkendelse efter Husdyrbruglovens miljøregulering, som er baseret på stipladsmodellen.
Miljøgodkendelsen muliggør at
- Eksisterende kostald (35,7 m x 106 m) udvides med tilbygning mod syd og mod nord, således at den samlede stald efter udvidelse bliver på 35,7 m x 217,0 m.
- Ny kostald på ca. 3.891 m² (35,7 m x 109 m) opføres parallelt med og øst for eksisterende kostald.
- Ny kalvestald på 1.960 m² (28 m x 70 m) opføres syd for og langs eksisterende privatvej.
- To eksisterende gyllebeholdere får etableret teltoverdækning.
Miljøgodkendelsen omfatter i ansøgt drift i alt 9.790 m² produktionsareal.
Miljøgodkendelsen giver mulighed for flexproduktion på Ø. Pilegård, og derfor kan antallet og sammensætningen af kvæg på Ø. Pilegård varierer indenfor det lovmæssige arealkrav til opstaldning.
Husdyrgødningen fra produktionen opbevares i de eksisterende gyllebeholdere på ejendommen. Dybstrøelse opbevares i markstak, eller køres direkte ud fra staldene til udbringning på dyrkningsarealerne. Kalvemøget opbevares i tomme ensilagesiloer med afløb til gyllebeholder på anden ejet ejendom, eller køres direkte til udbringning på dyrkningsarealerne.
På baggrund af ejendommens beliggenhed og beskrivelsen af driften samt at der ikke foretages ændringer, forventes produktionen ikke at forårsage væsentlige gener for naboer og forbipasserende i form af støv, støj og rystelser, lys, transport eller forekomst af skadedyr. Tilsvarende vurderes husdyrbrugets brug af ressourcer (herunder foder, energi og vand) samt håndtering af reststoffer (herunder affald og spildevand) ikke vil give anledning til en væsentlig miljøpåvirkning.
Der er foretaget beregninger af den samlede ammoniakudledning fra produktionen og dennes påvirkning af omkringliggende naturområder. Idet der ikke foretages ændringer i produktionen, øges udledningen ikke fra staldene. Det vurderes derfor, at det ansøgte, ikke vil forårsage væsentlig påvirkning af ammoniakfølsomme naturområder i området.
Ammoniakudledningen fra husdyrbruget må ikke overskride et niveau svarende til emissionen ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik (BAT). Den ansøgte husdyrproduktion opfylder dette krav på baggrund af de valgte gulvtyper i eksisterende og nye stalde, samt overdækning af gyllebeholdere.
I tilladelsen er der redegjort for de miljømæssige konsekvenser af det ansøgte og husdyrbrugets anvendelse af bedste tilgængelige teknik (BAT) med henblik på reduktion af ammoniakudledningen til omgivelserne. Med tilladelsen følger en række vilkår til driften, som sikrer, at husdyrbruget kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne væsentligt.
Vilkårene og de vurderinger, der ligger til grund for afgørelsen, fremgår af den offentliggjorte miljøgodkendelse til Ø. Pilegård
Offentliggørelse
Miljøgodkendelsen vil være tilgængelig herpå på regionskommunens hjemmeside fra den 25. oktober 2024. Du finder §16a-miljøgodkendelse til Ø. Pilegård i den blå boks herpå siden.
Klagevejledning
Bornholms Regionskommunes afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet af afgørelsens adressat og enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald samt Styrelsen for Patientsikkerhed. Endvidere kan en række lokale og landsdækkende foreninger og organisationer klage over visse afgørelser.
Klagefristen udløber den 22. november 2024, dvs. 4 uger fra den 25. oktober 2024, hvor afgørelsen er annonceret på regionskommunens hjemmeside.
Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal du sende klagen via klageportalen for Nævnenes Hus, inden klagefristen udløber. Yderligere klagevejledning og links til klageportalen findes på hjemmesiden for Nævnenes Hus https://naevneneshus.dk/. Disse links fører dig til klageportalen, som du logger på med NemID. Du kan også tilgå klageportalen fra www.borger.dk eller www.virk.dk. Klagen skrives direkte i klageportalen, og det er muligt at vedhæfte dokumenter til klagen. Klagen sendes gennem klageportalen til Bornholms Regionskommune, som videresender den til Miljø- og Fødevareklagenævnet med den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Bornholms Regionskommune via klageportalen. Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om klageportalen, med mindre du er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Bornholms Regionskommune. Kommunen videresender din anmodning til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som afgør, om du kan fritages.
Det er en betingelse for Miljø- og Fødevareklagenævnets behandling af en klage, at den klageberettigede indbetaler et gebyr på 900 kr. (private) og 1.800 kr. (virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder) til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Betaling af klagegebyr sker online i forbindelse med indgivelse af klagen via klageportalen. Hvis gebyret ikke indbetales inden udløbet af klagefristen, afvises klagen.
Klagegebyret tilbagebetales, hvis:
- Klagesagen fører til, at den påklagede afgørelse ændres eller ophæves
- Klager får helt eller delvist medhold i klagen
- Klagen bliver afvist, fordi klagefristen er overskredet
- Klager ikke er klageberettiget
- Klagen ikke er omfattet af Miljø- og Fødevareklagenævnets kompetence
En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen.
Center for Miljø, Plan og Kultur