Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Finale: De sidste af ni nye grønne mødesteder indvies i Nyker

Finale: De sidste af ni nye grønne mødesteder indvies i Nyker

07-11-2025

​Områdefornyelsesprojektet, Vi mødes i det grønne har haft et travlt år og inviterer nu til indvielse af de to sidste, nye mødesteder. Med Samlingscirklen og Solnedgangen i Nyker har Bornholm fået i alt ni nye mødesteder, der inviterer til samling og fællesskab i naturen i og omkring byerne Nyker, Klemensker, Aarsballe og Rø.

Der er lagt op til den helt store fejring og indvielse af de to nye mødesteder Samlingscirklen og Solnedgangen i Nyker søndag den 16. november. Med færdiggørelsen af mødestederne i Nyker er områdefornyelsesprojektet i mål med selve etableringen af de i alt ni originale udendørs mødesteder i og omkring nogle af øens måske lidt usynlige perler midt på øen.


De nye mødesteder er anlagt, så de kommer til at binde byerne Klemensker, Nyker, Aarsballe og Rø sammen. Mødestederne giver borgerne, der bor i området, helt nye muligheder og rammer for at lade fremtidige, fælles lokale aktiviteter opstå. For os andre på øen – og øens gæster - er der nu ni nye udflugtsmål at tage sine venner, familie, træningsmakkere, kaffe, madpakke, fiskestang, sovepose, yogamåtte, gode bog med ud til – eller blot finde roen ved at nyde naturen, som mødestederne ligger i. 

Borgmester Jacob Trøst har fulgt projektet på tæt hold:

"Det har været en kæmpe fornøjelse at følge projektet og opleve, hvor godt de fire byers borgerforeninger og frivillige har samarbejdet - ikke blot med hinanden men også med vores arkitekter, entreprenører, håndværkere og kommunens folk. Det er imponerende. Vi har i fællesskabets ånd fået skabt nogle utraditionelle mødesteder, der giver noget ekstra og værdifuldt til byerne i 4-KLØVER-KLYNGEN. Jeg sender en stor tak til alle, der har bidraget og håber på at se mange til indvielsen i Nyker," siger Jacob Trøst. 

Samlingscirklen og Solnedgangen er de to nye mødesteder i Nyker. Samlingscirklen ligger tilbagetrukket i Morten Svendsens Have - også kaldet Hønseskoven - og danner en grøn oase for ophold, samlinger og fællesskab. Et uderum, der giver ly og beskyttelse, samtidig med at det er lyst, åbent og tæt forbundet med naturen. Solnedgangen er placeret på et højdedrag lidt udenfor byen, hvor den storslåede solnedgang og den smukkeste udsigt over Vestbornholm og Østersøen kan nydes i fulde drag. Idéen er at skabe et sted, hvor landskabet åbner sig i al sin storhed – med overblik, vidder, drømme og perspektiv.

Tegnestuen Matters har i hele projektet lyttet til de lokale ønsker og stået for udformningen, som er blevet til virkelighed i hænderne på dygtige og visionære lokale leverandører fra HJB Byggeforretning.

Kom med til indvielsen

Søndag den 16. november inviterer 4-KLØVER-KLYNGEN og Bornholms Regionskommune alle nysgerrige og naturelskere til indvielse i Nyker. Der vil være taler fra byens aktive folk og borgmester, Jacob Trøst, der også sørger for at den røde snor bliver klippet. Vi får også glæden af Marie Louise Holst fra Matters Arkitekter, der også vil tale i anledningen af indvielsen. Der vil på behørig vis blive skålet med bobler i glasset og budt på et let traktement.

Eftermiddagens indvielse begynder kl. 13.45, hvor man mødes på P-pladsen ved Forsamlingshuset, Nyker Hovedgade 7A. Først går man derfra og til Morten Svendsens Have - og kl. 15.00 er der gratis bus ned til mødestedet, Solnedgangen.

Vi mødes i det grønne er et kommunalt, borgerdrevet områdefornyelsesprojekt. Bornholms Regionskommune driver og udfører projektet i tæt samarbejde med by-, borger- og idrætsforeninger i de fire bornholmske byer Aarsballe, Klemensker, Nyker og Rø, som til sammen går under navnet 4-KLØVER-KLYNGEN. Vi mødes i det grønne skal synliggøre kultur- og naturværdier og landsskabskvaliteter i og omkring klyngens byer. Det skal bidrage til at styrke livskvaliteten og sammenholdet blandt borgerne ved at inspirere flere til at benytte de udendørs mødesteder og gøre brug af den nære natur til samvær og bevægelse i dagligdagen. Områdefornyelsen bidrager til at gøre Aarsballe, Klemensker, Nyker og Rø attraktive at besøge og bo i.

Projektet er støttet af:​

LOGOER VI MØDES I DET GRØNNE.png



Invitation_Nyker jpg.jpg