Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Corona: Kommunen er klar til at efterleve de nye krav til brug af mundbind

Corona: Kommunen er klar til at efterleve de nye krav til brug af mundbind

21-08-2020

BAT, vores skoler, øvrige institutioner og Borgerservice melder klar til at kunne leve op til kravet om brug af mundbind i al offentlig trafik, som træder i kraft i morgen.

Kommunens skoler har i løbet af dagen i dag sørget for at børn over 12 år, som kører med skolebus, har fået udleveret mundbind, så de er klar til på lovlig vis at tage bussen, når skolen kalder på mandag. Det er sket på baggrund af retningslinjer, der kom i går aftes fra Kommunernes Landsforening. Her fremgår det, at det er skolernes ansvar – og ikke, som først meldt ud, forældrenes - at sørge for mundbind til skolebørnene.

Kommunens buschauffører er ligeledes blevet udstyret med mundbind, og på Borgerservice er man klar til at kunne udlevere gratis mundbind til særligt, socialt udsatte borgere ud fra en vurdering af de konkrete behov – det sidste sker i overensstemmelse med seneste nye retningslinjer.

Kravet om brug af mundbind i forbindelse med offentlig/kollektiv transport blev meldt ud af regeringen i lørdags den 15. august og vil gælde fra lørdag den 22. august. Fra i morgen, og i hele døgnet, er det altså obligatorisk at anvende mundbind eller visir for alle over 12 år, som anvender kollektiv transport.

Kravet gælder: busser, tog, metro, letbaner, samt flextrafik, flextur og på bus- og togstationer, metrostationer og ved letbanestoppesteder samt letbane stationer i Danmark. Kravet omfatter også passagerer i den private kollektive trafik, herunder fjernbusser, færger og privat taxikørsel.

Sundhedsstyrelsen: Hvem er undtaget fra at bære mundbind?
Mundbind skal kun bruges af personer, der kan anvende det korrekt, og mundbindet skal kunne sidde tæt til ansigtet. Derfor er børn op til 12 år og borgere med fysiske eller mentale tilstande, som forhindrer korrekt brug, undtaget fra anbefalingen. Borgere som for eksempel på grund af luftvejslidelser har betydeligt ubehag ved brug af mundbind er også undtaget fra anbefalingen. Husk at der kan være en god grund til, at en person ikke bærer mundbind, samt at årsagen ikke altid er synlig. Mundbindet kan fjernes, hvis situationen kræver det, for eksempel hvis man skal spise eller drikke, tale med folk, der skal mundaflæse, hvis man får svært ubehag, samt ved behov for identifikation fra for eksempel politiet.

Sundhedsstyrelsen anbefaler desuden brug af mundbind ved særlige situationer og til personer, der er i øget risiko. De særlige situationer er:

  • Ved store forsamlinger, for eksempel optog.
  • Hvis du kan være smittet, og er nødt til at bevæge dig ud i det offentlige rum, for eksempel på vej til og fra test.
  • Når du er i øget risiko for at blive alvorligt syg af COVID-19 og ikke kan holde to meters afstand, for eksempel i indkøbscentret, ved en fejring eller et kulturelt arrangement.
  • Hvis du er pårørende til en person i øget risiko uden for din husstand og ikke kan holde afstand til vedkommende, for eksempel ved behov for pleje og omsorg.

Desuden handler det fortsat om at overholde Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger om afstand og håndhygiejne, også selvom du bærer mundbind.

Læs og se eventuelt mere om brug af mundbind på Sundhedsstyrelsens hjemmeside