Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Borgerne i Svaneke opfordres til at lufte ud

Borgerne i Svaneke opfordres til at lufte ud

03-04-2023

Efter meldinger fra borgere i morges om lugt af rådne æg i Svanekeområdet, har Bornholms Regionskommune konstateret et forhøjet indhold af svovlbrinte i kloakkerne i Svaneke.

Aktuelle målinger viser, at der ikke længere er svovlbrinte i kloakken. Der sker løbende overvågning af kloakken for svovlbrinte indhold, ligesom der er sat en række tiltag i værk for at identificere årsagen og modvirke fremtidige dannelser af svovlbrinte i kloakken.

Luft godt ud

Vi opfordrer alligevel borgerne i Svaneke til at få luftet godt ud – også selvom de ikke har haft lugtgener. Bank gerne på hos din nabo og spred budskabet. Vi anbefaler at lave fuldt gennemtræk i alle rum i 10 - 15 minutter. Vær særligt opmærksomme på rum med afløb til kloakken i vask eller gulv. 

Hvad er svovlbrinte

Svovlbrinte dannes i kloakker ved bakteriers nedbrydning af organiske stoffer under iltfrie forhold.

Det er en særdeles giftig gas. Den kan irritere øjne, næse, hals og luftveje ved at give en brændende fornemmelse, tårer i øjnene, hoste og åndenød. Astmatikere kan være særligt udsatte for åndedrætsbesvær.

Gentagen eller langvarig eksponering kan give symptomer som hovedpine, træthed, irritabilitet og søvnløshed. Vi anbefaler, at du kontakter din læge eller 1813, hvis du oplever nogle af disse symptomer. Kontakt kun 112 i livstruende situationer.

Pressehenvendelser

Hvis du har yderligere spørgsmål, kan du kontakte:

  • Centerchef for Center for Natur, Miljø og Fritid, Louise Lyng Bojesen på telefon 30 18 14 15
  • Afdelingsleder for Natur og Miljø, Michael Brandt-Bernbom på telefon 20 46 16 75