Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Arbejdet med at etablere plankesti i Allinge fortsætter

Arbejdet med at etablere plankesti i Allinge fortsætter

31-03-2020

Nu fortsætter etablering af plankestien på Møllenæs i Allinge. Stien skal give flere mennesker adgang til klipperne, som i dag er svært tilgængelige grundet tidligere tiders opfyld. Arbejdet blev igangsat i foråret 2019, hvor en mindre del af plankestien blev anlagt. Arbejdet med plankestien forventes at være afsluttet i maj 2020.

På Møllenæs vil det til sommer være muligt at gå en tur fra parkeringspladsen ud på en plankesti, som snor sig langs og mellem klipperne - en oplevelsessti, der indordner sig efter klipperne og naturen i strandengen. Klipper må hverken bortsprænges eller fjernes på anden vis. I stedet vil stien tilpasse sig klipperne og variere i bredden. Med det igangsatte arbejde bliver det muligt at bevæge sig fra den yderste del af Møllenæs til den sydligste del af parkeringspladsen. Den sidste forbindelse over Kampeløkke Å til Kampeløkke Havn afventer stadig at blive udviklet og udbudt.

Der er indgået kontrakt med firmaet "Erhvervsdykker Kim Hansen", som vandt underhåndsudbud med det laveste prismæssige tilbud. Projektet er en del af Helhedsplanen for Folkemødet og Allinge, finansieret med midler fra stat og kommune samt Realdania.

Arbejdet med helhedsplanen er i fuld gang. Sammen med Bornholms Idræts- og Kulturcenter og Lokale & Anlægsfonden arbejdes på en plan for Cirkuspladsen, nyt børnehus og et ombygget idræts- og kulturcenter. Derudover vil videreudviklingen af projekter i den sydligste del af Allinge Havn og på Kjærenæs blive igangsat i løbet af det næste halve år.

klippesti oversigt.PNG