Proces 2020-2021
I løbet af 2019 og i starten af 2020 faldt de oprindelige rum- og bygningsmæssige forudsætninger borte for at kunne arbejde videre med nervebanbestrategien. Den bygning, som skulle indrettes som medborgerhus og de arealer, hvor nervebanen skulle anlægges og aktiviteter etableret, blev reserveret eller anvendt til andre formål. Mens en anden velegnet bygning i bymidten hurtigt blev reserveret, var der ingen oplagte løsninger vedrørende de arealer langs Grønningen, hvor nervebanen skulle anlægges.
Derfor besluttede styregruppen i starten af 2021, at den ville arbejde for en ny strategi, hvor ideen om en indsats baseret på nervebanen blev ændret til en strategi baseret på strategisk udvalgte nedslagspunkter indenfor temaerne 'Natur og Biodiversitet', 'Idræt og Leg' og 'En By for Alle Generationer'. Punkterne kan tænkes at stimulere udvikling i et bredere felt pga. deres afsmittende positive virkninger og temaerne afspejler de konkrete, overordnede målsætninger, som programmet er baseret på. Strategien, som hedder akupunktur, understøtter helhedsplanens grundtanke – det er alene grebet, som er blevet ændret.
Proces 2019
I maj måned 2019 fik borgere fra Aakirkeby præsenteret en helhedsplan for, hvordan byen kan komme til at se ud i fremtiden. Planen er udarbejdet af tegnestuen Tredje Natur på baggrund af det første byfornyelsesprogram samt input fra lokale borgere.
Planen forsøger at skabe rum og oplevelser, der hænger sammen og forbinder bymidten med naturområdet i retning mod NaturBornholm. I planen er der også lagt op til en øst-vest-forbindelse omkring bymidten, som skaber en ny bymidte-identitet.
Der er bl.a. arbejdet meget bevidst med ønsket om "at trække naturen inde i byen."
Du kan se og downloade helhedsplanen her.
Proces 2018
I Aakirkeby, satses der på udvikling. I Aakirkeby, er der et ønske om at forstærke og understøtte det gode byliv, der allerede eksisterer. Og dette er nødvendigt, hvis Aakirkeby i fremtiden skal være en moderne by med et varieret handelsliv og aktive og gode fællesskaber, som kan tiltrække unge familier. Der er derfor et behov for at bevare og videreudvikle Aakirkeby, så et varieret butiks- og foreningsliv fastholdes og danner grobund for at attraktivt bosætningsmiljø.
Handelslivet, foreninger og borgere bliver nu inddraget for at kortlægge byens potentialer og udfordringer. Bornholms Regionskommune har bevilget midler til udarbejdelse af et idekatalog og projektprogram. I projektgrupper - bestående af borgere og repræsentanter fra erhvervs- og foreningslivet og en projektleder fra BRK - vil vi diskutere forskellige temaer, sætte mål, udvikle idéer og kortlægge behovene for udvikling af byen. Byen får en handleplan for, hvordan den fremadrettet skal udvikles samt hvad, der kan satses på.
Hvad kan vi sætte mål for?
- Byens identitet
- Byens bebyggede struktur: Bymidte, Byrum, Boligområder, Industriområde, Fredede bygninger, Bevaringsværdi, mv
- Byens landskab: Natur, Landbrug/Kulturlandskab, Terræn, Beplantningsstruktur, Parker, Grønne lommer, Landskabskile, mv
- Byens forbindelser og infrastruktur: Veje, Stier, Parkering, Omfartsvejen, Busser, Klimasikring, mv
- Byens funktioner: Bolig, Handel og Erhverv, Uddannelse, Offentlig service, Foreningslivet, Kulturlivet, Byliv, mv
Har du ideer til, hvordan din by skal udvikle sig? Drømmer du om et helt særligt projekt, eller synes du, der mangler noget i Aakirkeby? Har du viden om noget særligt, som vil inspirere til nye idéer?
Bidrag med din viden og dine tanker, ideer og drømme!