Nexø Sydstrand er Bornholms bedste fuglelokalitet, fordi her er fugle at se året rundt og ofte rigtig mange af dem – og mange forskellige.
De fleste fugle kommer her på træk for at holde en rastepause og få fyldt energidepoterne op inden rejsen går videre nordpå om foråret eller sydpå om efteråret.
Kysten her er det eneste sted på Bornholm hvor der raster vadefugle i større antal. Det er desuden den vigtigste dagrasteplads for svømmeænder på Østbornholm.
For fugleinteresserede er de rastende vadefugle ofte de mest interessante fordi man kan være heldig at se mange forskellige arter og fordi de er lette at se fra stien og fugletårnet.
Se Dansk Ornitologisk Forening for en oversigt over de seneste 30 dages observationer på stedet.
Nexø lystskov er præget af løvskov med meget stor variation. Her findes mange forskellige træarter, både hjemmehørende og indførte. I området findes flere enge som afgræsses for at vedligeholde engfloraen og for at undgå tilgroning.
Den lavvandede Ferskesø med omliggende rørsumpe kan give gode fugleoplevelser både sommer og vinter. Man kommer tæt på naturen når man benytter den lange bro som går gennem rørskoven.
Skoven blev først plantet i slutningen af 1800-tallet. Før var det et åbent og fugtigt eng- og moseområde.
I rørsumpen danner tagrørerne et tæt tæppe at vegetation hen over den våde mosebund. Tagrør er med sine op til 3 m høje stængler den største af de danske græsser.
Ud over tagrør kan der findes en række andre høje planter, f.eks. høj sødgræs, rørgræs og gul iris, men også en række andre planter som trævlekrone, kærdueurt og vandnavle findes typisk i rørsumpen.
Ved kanten af ferskesølavningen findes der helt usædvanligt store rødelle, og der er andre smukke og usædvanlige træer i nærheden (bl.a. store eksemplarer af eg, naur og røn).
I den vestlige del af lystskoven er der i 1996 plantet et helt Arboret – en træsamling bestående af de træer som er indvandret til Bornholm efter istiden. Nord for Arboretet er der udlagt et område som "naturskov", hvor skoven på lidt længere sigt skal have lov til at passe sig selv.
FANDENS KEGLEBANE er navnet på en stor vandreblok i Neksø Lystskov. På oversiden af stenen er der indhugget 17 skåltegn. Skåltegnet, som er den mest almindelige helleristning, er en cirkulær rundbundet fordybning hugget i sten eller klippe i yngre bronzealder (1000-500 f.Kr.). Skåltegnet tolkes ofte som frugtbarhedstegn. Navnet "Fandens Keglebane" er opstået i sidste del af 1800-tallet og skyldes dels skåltegnenes form og placering (keglebane), dels skåltegnenes religiøse betydning som ikke var kristen (og altså fandens).
I nyere tid er der blandt Nexø-boere opstået en tradition for at ofre en mønt i en af skålgruberne, og stenen kaldes derfor også "Pengestenen".
Balkalyngen er Nordeuropas østligst beliggende hedelyngsområde. Og Danmarks eneste sandstenshede. Området har aldrig været dyrket på grund af det meget tynde jordlag, som ligger over balkasandstenen.
Hele området var tidligere en del af den bornholmske udmark.
Det vil sige et sted hvor alle kunne sende sine dyr hen og græsse. Denne afgræsning og høst af buske og træer til brænde har gennem tiderne udpint jorden og gjort det til et magert hedeområde.
For at fastholde området som et lyngareal foretager kommunen
naturpleje, bestående af afbrænding af lyngen, afgræsning og fjernelse af birkeopvækst.
For at lyngen kan forynges og små nye frøplanter kan spire frem, er det vigtigt at dyrene træder græstørven i stykker, så der kommer bar mineraljord frem.
Om foråret rummer balkalyngens vandhuller en god bestand af strandtudser.
Sandstensgærder er meget typiske for hele Nexøområdet.
Også her langs Balkalyngens nordlige grænse ses et smukt gærde der rejst i 1850'erne for at markere skellet mellem Nexø købstad og Bodilsker sogn.
I gærdet kan man se en ældre grænsesten fra 1825 - med Nexø købstads byvåben (en bådshage) og årstal på den ene side og bogstavet "B" for Bodilsker på den anden. Grænsen mellem sognene havde bl.a. betydning for græsnings- og strandingsrettigheder.
Kraterrøser er små grave fra Yngre Jernalder omkring år 200-700. Der er tvivl om hvordan de er opstået, men en teori er, at man har gravsat i et gravkammer af træ, som så er blevet overdækket med sten. Når gravkammeret er rådnet væk, er der opstået en fordybning i stenbunken.
Kraterrøser er meget almindelige i Sverige, Norge og Finland.
Her i landet findes de kun på Bornholm. Fra gamle optegnelser ved man, at sådanne gravanlæg var almindelige på strandmarkerne langs øens øst- og nordøstkyst. Kun få af disse grave er bevaret i dag.
Ved udgravninger har man fundet rester af skeletter, nogle få jerngenstande og potteskår i kraterrøserne. Oldsagerne daterer gravene til den romerske periode af jernalderen (0-400 e.Kr.).
Kraterrøserne bag Langeskanse er ret uanseelige og kan være
vanskelige at finde.
Langeskanse er med sine ca. 600 m Bornholms længste skanse. Den er 1 til 2 meter høj og er opbygget af vandretliggende sandsten, dækket med et tykt lag græstørv. Man ved ikke hvornår Langeskanse er bygget - nogle mener allerede i jernalderen, andre mener i 1400-tallet. Der er spor af fem kanonbænke på skansen, som bl.a. spillede en rolle under 30-årskrigen i 1600-tallet i forsvaret mod svenskerne.
Man ved ikke, hvornår Langeskanse blev anlagt. Nogle mener, at den er opført allerede i jernalderen som værn for bopladser længere inde på øen. Andre mener, at den er anlagt i begyndelsen af 1400-tallet.
I Langeskanse er der tydelige spor af fem kanonbænke. Den faste bevæbning har dog aldrig været på mere end 2 svære kanoner. Al anden bevæbning måtte man i krigstilfælde transportere hen til skansen.
Under 30-årskrigen (1618-48) ankrede den svenske flåde op i bugten ved Balka og forsøgte landgang ved Langeskanse i 1645. Nexø borgerkompagni var imidlertid parat og afviste det svenske angreb med kanoner og musketter. Landgangsbådene søgte derefter nordover og satte tropperne i land ved Malkværnskansen