Nexø Sydstrand
Del på facebook

Nexø Sydstrand

​Syd for Nexø ligger Nexø Sydstrand og Nexø Lystskov. Nogle dejlige naturområder hvor der virkelig er noget at komme efter. Især er det spændende fugleliv langs kysten værd at opleve, men også de interessante og tydelige fortidsminder, Balkalyngen, Ferskesø og mosen er dejlige naturperler at besøge. Afstandene er ikke så store og de ganske forskelligartede naturområder ligger tæt, så der er mulighed for et utal af meget varierede naturoplevelser i området.

Nexø Sydstrand er Bornholms bedste fuglelokalitet, fordi her er fugle at se året rundt og ofte rigtig mange af dem – og mange forskellige.
De fleste fugle kommer her på træk for at holde en rastepause og få fyldt energidepoterne op inden rejsen går videre nordpå om foråret eller sydpå om efteråret.
Kysten her er det eneste sted på Bornholm hvor der raster vadefugle i større antal. Det er desuden den vigtigste dagrasteplads for svømmeænder på Østbornholm.
For fugleinteresserede er de rastende vadefugle ofte de mest interessante fordi man kan være heldig at se mange forskellige arter og fordi de er lette at se fra stien og fugletårnet.

Se Dansk Ornitologisk Forening for en oversigt over de seneste 30 dages observationer på stedet.