Skadedyr
Del på facebook

Rotter

​​ Anmeld rotter via vores selvbetjeningsløsning her


Der kan være udfordringer med at tilgå formularen fra mobiltelefon eller tablet. I så fald kan det anbefales at udfylde anmeldelsen på pc.

Hvis ikke det er muligt at anmelde via hjemmesiden, kan du kontakte Natur, Miljø og Fritid hver mandag og onsdag mellem kl 7.30 og 8.30 på tlf. 56 92 20 80.

Rotter udgør en reel sundhedsrisiko både i byen og på landet, og derfor tager vi rottebekæmpelse og -kontrol alvorligt.
Trods en ihærdig indsats er problemet voksende, fordi rotter er utrolig tilpasningsdygtige. Det kan ses af antallet af rotteanmeldelser år efter år.
 
 


 

Bakterier og smittefare ved rotter

Rotter bevæger sig især rundt via kloaksystemet, og det gør dem til de rene bakteriebomber. Det betyder, at de kan overføre sygdomme til mennesker - ikke mindre end 55 forskellige slags.

Den værste, bortset fra pest, som ikke længere ses på vores kanter, er leptospirose, herunder Weils syge, der smitter via urin fra rotter og mus. Weils syge er dødelig i 5-15 procent af tilfældene. Tidligere blev gennemsnitligt 12 mennesker smittet med leptospirose årligt, men siden 2004 er tallet fordoblet. Symptomerne er influenzalignende med feber, kulderystelser, hovedpine og evt. kvalme og opkastninger.

Der er smitterisiko, blot man rører ved noget, som en rotte har strintet på. Derfor er det vigtigt at undgå fysisk kontakt med rotter og med materialer eller madvarer, som rotterne kan have haft kontakt med. Brug derfor altid handsker, hvis du er i tvivl.

 

Rotter kan forårsage materielle ødelæggelser

Ud over smitterisiko forvolder rotter skader på bygninger og installationer med deres gnaven.
Med deres store mejselformede fortænder kan de gnave sig igennem stort set alle materialer, som er blødere end jern, dvs. både aluminium og zink, plast, kalksten og mursten - bare deres tænder kan få fat.

Desuden forårsager rotter store skader på vejnettet, hvor deres gangsystemer forårsager sætningsskader. Det kan være dyrt at udbedre de mange forskellige skader,  som rotter påfører samfundet. I nogle tilfælde, hvor det går ud over elinstallationer, kan de forårsage brand. I landområder går værdier tabt, ved at rotter æder eller forurener fødevarer og dyrefoder.

 

Hvor lever rotter, og hvordan breder de sig?

Indtil for et par hundrede år siden var det den sorte rotte, også kendt som husrotten eller pestrotten, som var dominerede i Danmark. Nu er billedet vendt, så det næsten udelukkende er den brune rotte, man støder på her i landet. Den sorte rotte ses kun meget sjældent, når den er kommet hertil sammen med varer fra varmere lande.

 

 

Størrelse, kost og formering

Den brune rotte bliver omkring 45 cm lang, heraf er de 20 cm hale. En voksen han vejer typisk 250-300 g, men eksemplarer på mere end et halvt kilo er set. Hunnerne er gennemsnitligt lidt mindre.

Hvis vinteren er mild, eller rotten kan flytte indendørs, kan den formere sig hele året. En rottehun kan få tre-fem kuld på et år, hvert bestående af op til 12 unger. Ét rottepar bliver nemt til 50 rotter på bare et år, hvis de får de rigtige betingelser. Forsøg har endda vist, at et rottepar kan blive op til så mange som 862 på blot ét enkelt år.


Rotter kan forcere de fleste forhindringer

Rotter er dygtige svømmere og dykkere og klarer sig derfor fint i kloakker og afløb samt ved søer og vandløb. Med deres kraftige tænder kan de desuden gnave sig gennem mange forhindringer.

Rotter er også gode gravere, og de kan grave sig op gennem flere meter jord for at nå op til overfladen fra dybtliggende kloakrør. De kan også klatre op ad lodrette, ru mure, springe op til 75 cm i højden og flytte eller løfte dæksler, der vejer mere end et kilo. Det er disse atletiske talenter, der gør det så svært at sikre bygninger mod den. Fx kan en rotte klemme sig igennem et hul med en diameter på bare 2 cm.

 

Hvad er tegnene på rotter?

  • Støj på loftet eller under gulvet kan i nogle tilfælde skyldes husmår, men hvis der er tale om gnavelyde, hvin og skrig, er der sandsynligvis tale om rotter. Rottestøj kan også komme fra vægge eller hulmure.

  • Lugt. Rottelugten er skarp og ubehagelig, som en blanding af kloak og grisestald. Lugten er især stærk i nærheden af reden.

  • Ekskrementer. Rotter efterlader deres ekskrementer på særlige steder og sjældent spredt tilfældigt rundt omkring. Fra voksne rotter er de typisk ca. 17 mm lange og 6 mm tykke.

  • Løbespor eller veksler. Hvor rotten færdes, afsætter den en fedtet, brunlig belægning, som består af en blanding af kirtelsekret og urin. Sporene afsættes på rottens faste ruter, på bjælker, langs vægge og på rør og kabler.

  • Huller udendørs. Dukker der umotiverede huller op, uden at der ligger opskrabet jord omkring dem, eller synker jorden over kloakledninger, kan det være tegn på gange gravet af rotter. Gravearbejdet kan også underminere underlaget under fliser og belægninger.

  • Huller indendørs. Rotterne kan gnave sig igennem de fleste materialer i paneler, vægge og gulve. Små runde huller er tegn på rotter. Hold især øje med friske afgnavede træspåner og andre materialerester.

  • Rottereder. Rederne består som nævnt af stumper af forhåndenværende materialer, og de vil være at finde på uforstyrrede steder i hulrum under gulvene eller andre steder. De kan også være skjult i affaldsdynger eller blandt materialer, som ikke har været rørt længe.

Rottehandlingsplan

I henhold til bekendtgørelse nr. 696 af 26. juni 2012 om forebyggelse og bekæmpelse af rotter, har Bornholms Regionskommune udarbejdet en handlingsplan for forebyggelse og bekæmpelse af rotter. Handlingsplanen revideres minimum hvert 3. år

Handlingsplanen indeholder en række fokuspunkter, hvoraf hovedpunkterne er: 

  • Rottespærre på kommunens bygninger.
  • Registrering af vildtfoderpladser.
  • Sikringsfirmaer skal bruge samme gift som anvendes i kommunen, hvilket i løbet af efteråret vil blive meldt ud til de enkelte firmaer. 

Til rottefilm

Film om rotter

Årstidens rottefilm

Vinter

Handlingsplan for rottebekæmpelse på Bornholm 2022-2025

Rottehandlingsplan 2022-2025