Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder KV2025: Godt at vide om det kommende valg til kommunalbestyrelsen

KV2025: Godt at vide om det kommende valg til kommunalbestyrelsen

20-08-2025

​​Tirsdag den 18. november 2025 er der valg til Bornholms Kommunalbestyrelse. Der skal vælges 23 medlemmer for perioden 1. januar 2026 – 31. december 2029.

Valgstederne er åbne kl. 8.00 – kl. 20.00.

​Hvem kan stemme? 

Valgret har enhver, når de

  • er fyldt 18 år på valgdagen
  • har fast bopæl i kommunen (eller regionen til regionsrådsvalg) og som herudover enten
  • har dansk indfødsret (statsborgerskab)
  • er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i EU
  • er statsborger i Island, Norge eller Storbritannien eller
  • har boet fast i riget i de sidste 4 år før valgdagen

​Personer, der er umyndige på grund af værgemål, har ret til at stemme til kommunale og regionale valg. 

Hvis du opfylder de ovennævnte betingelser, kommer du automatisk på valglisten.

​Følgende personer har ikke valgret til kommunale og regionale valg:

  • ​udlændinge, der er på tålt ophold
  • udlændinge, der er udvist ved endelig dom (efter udlændingelovens §§ 22-24 eller 25 c)
  • udlændinge, der er udvist ved endelig afgørelse (efter udlændingelovens §§ 25-25 b)
  • udlændinge, der opholder sig i Danmark for at afsone straf mv. idømt af en international straffedomstol. 

Hvem kan opstille som kandidat?

​Valgbar til Bornholms Kommunalbestyrelse er alle, der har ret til at stemme til valget, jævnfør ovenfor. Betingelserne for valgret skal være opfyldt senest kl. 12.00, mandag den 6. oktober 2025.

Bortset fra aldersbetingelsen og betingelsen om, at man skal have boet fast i riget i de sidste fire år før valgdagen. Man skal senest fylde 18 år på valgdagen. 

Man er endvidere ikke valgbar, hvis man er blevet idømt eller har en straf, der medfører tab af valgbarhed.

Kandidatlister uden stillere

Kandidatlister der både opnåede repræsentation ved sidste valg, og stadig tirsdag den 16. september 2025 - er repræsenteret i kommunalbestyrelsen, kan efter anmodning blive fritaget for kravet om at indsamle stiller-underskrifter.

​Indlevering af en kandidatliste uden stillere kan ske tidligst tirsdag den 2. september 2025 og senest tirsdag den 16. september 2025 kl. 12.00.
Kandidatlisterne fås og afleveres ved henvendelse til: Betina.Bjergsted.Barbossa@brk.dk. Der kan ikke dispenseres fra disse frister.

​Kandidatlister med stillere

Kandidatlister med stillere kan tidligst afleveres tirsdag den 16. september 2025 og sidste frist for aflevering af kandidatlister med stillere er tirsdag den 30. september 2025 kl. 12.00.
Kandidatlisterne fås og afleveres ved henvendelse til: Betina.Bjergsted.Barbossa@brk.dk. Der kan ikke dispenseres fra disse frister.

Kandidatlister med stillere skal være underskrevet af mindst 25 vælgere og højst 50 vælgere i kommunen, som stillere for listen. En kandidat kan ikke være stiller for en kandidatliste, som kandidaten selv stiller op for.

Kandidatlisten skal indeholde oplysning om hver enkelt stillers navn, CPR-nummer og bopæl. Stillernes underskrifterne fremgår af separate sider, således at stillerne ikke har mulighed for at blive bekendt med andre stilleres personlige oplysninger.​ 

Vær opmærksom på følgende, ved udfyldelse af formularen: 

  • Kandidatlister skal afleveres på en formular, der er godkendt af indenrigs- og sundhedsministeren. Formularen fås ved henvendelse til: Betina.Bjergsted.Barbossa@brk.dk

  • Kandidatlisten skal indeholde oplysning om listebetegnelse. Reglerne om opstilling og godkendelse af kandidatlister findes i den kommunale og regionale valglovs §§ 19-27.
     
  • Kandidatlisten må højst indeholde navne på 27 kandidater. Det er fire navne mere end det antal medlemmer, der skal vælges til kommunalbestyrelsen. 
  • Kandidatlisten skal indeholde hver enkelt kandidats fulde navn, CPR-nummer, statsborgerskab, stilling, bopæl samt underskrift. 
  • Kandidaterne skal opføres på listen i den rækkefølge, som de ønskes opført på stemmesedlen. 
  • Kandidatlisten skal indeholde oplysning om, hvorvidt kandidaterne er sideordnet opstillet, eller i en bestemt rækkefølge (partiliste).

Valgforbund

Kandidatlister kan indgå valgforbund. Valgforbund skal anmeldes skriftligt til valgbestyrelsen på en særlig formular. Indlevering af formular skal ske senest mandag den 6. oktober 2025 kl. 12.00.

Formularen fås og afleveres ved henvendelse til: Betina.Bjergsted.Barbossa@brk.dk. Der kan ikke dispenseres fra disse frister.

Mandag den 6. oktober 2025 kl. 12.00, er ligeledes sidste frist for at trække anmeldelser om valgforbund tilbage.

​Hver kandidatliste kan kun indgå ét valgforbund. Hvis en kandidatliste har indgået flere valgforbund, anses kandidatlisten ikke som deltager i nogen af forbundene.

Anmeldelsen af valgforbund og meddelelsen om tilbagetrækning, skal for hver kandidatliste være underskrevet af kandidatlistens repræsentant.

Formularer

Bemærk, at der er kommet nye formularer til kandidatlister med og uden stillere. De tidligere formularer kan ikke længere benyttes.
Formularer fås ved henvendelse til:​ Betina.Bjergsted.Barbossa@brk.dk.

Eventuelle spørgsmål i forbindelse med ovennævnte, kan rettes til: valgsekretariat@brk.dk