Det femte hold af Bornholms Brandkadetter er nu officielt startet op. Ti friske og topmotiverede unge fra øen har trukket i uniformen og taget hul på deres brandkadetuddannelse, der strækker sig frem til ultimo maj 2026.
Første undervisningsaften bød på både uniformer, god stemning og masser af grin. Alle deltog engageret, og traditionen tro blev der også dystet i slangebowling – en aktivitet, der både udfordrer teknik og lattermuskler, og som endnu engang viste sig at være et sikkert hit.
Uddannelsen til brandkadet giver de unge indblik i brandvæsenets arbejde, fællesskab og disciplin, og forløbet afsluttes med en flot opvisning samt uddeling af diplomer og beviser på gennemført uddannelse.
Et forløb med mening
Bornholms Brandkadetter er mere end bare sjove øvelser. Uddannelsen styrker de unges samarbejdsevner, ansvarsfølelse og giver dem værdifuld viden om beredskabets rolle i samfundet. Samtidig bliver de en del af et stærkt fællesskab, hvor sammenhold og læring går hånd i hånd.
Kommunen og Bornholms Brandvæsen ser frem til et brag af et forløb med Hold 5 – og til at fejre de unge kadetter, når de til foråret 2026 står klar til at vise, hvad de har lært.