Der var festlig stemning i Musikhuzet, da årets Kultur- og Idrætspris samt Frivillighedsprisen blev uddelt under Frivillig Fredag. Her var både nominerede, foreninger og publikum samlet, og Nylarskoret sørgede for et stemningsfuldt musikalsk indslag med værker af Carl Nielsen.
Kultur- og Idrætsprisen 2025
Prisen gik i år til tre prismodtagere, som på hver deres område har gjort en særlig indsats for at styrke Bornholms kulturliv og idræt:
- Irene Dunker – for sit mangeårige og værdifulde arbejde i Ældre Sagen Bornholm, hvor hun som koordinator og idéskaber har udviklet både kulturarrangementer og idrætsaktiviteter for medlemmerne.
- Simon Sandbye – for idéen og den vedholdende indsats bag Sommerliv i Rønne, som gennem 10 år har fyldt byen med musik, markeder og liv.
- Claus Clausen – for sit lange engagement som formand for Viking Atletik, hvor han har været drivkraft bag både foreningens udvikling og store events som Etape Bornholm og Bornholm Rundt.
Frivillighedsprisen 2025
Frivillighedsprisen, som uddeles af Frivillig Forum Bornholm, blev i år tildelt:
- Lene Koefoed fra 4-KLØVER-KLYNGEN for sin store indsats for at skabe fællesskab for tværs af lokalområder og sit dedikerede engagement i projektet "Vi mødes i det grønne"
- Foreningen Rønne Havbad, for deres store indsats med at etablere Rønne Havbad.
Tak til alle
Bornholms Regionskommune og Frivillig Forum Bornholm ønsker alle prismodtagere et stort tillykke – og takker samtidig de mange frivillige, foreninger og ildsjæle, som hver dag bidrager til at gøre Bornholm til et sted rigt på kultur, idræt og fællesskab.
Øens mange frivillge blev hyldet ved arrangementet Frivillig Fredag, der blev holdt i Musikhuzet i Rønne.
Modtagere af årets frivilligpriser: tv. Lene Koefoed fra 4-KLØVER-KLYNGEN og th. Helene Rask Grøn fra foreningen Rønne Havbad.
Modtagerne af årets Kultur og Idrætspris fra venstre: Simon Sandbye, Irene Dunker og Claus Clausen.

Nylarskoret sang værker af Carl Nielsen