AGENDA 21

Bornholms Regionskommune

Teknik & Miljø

Skovløkken 4, Tejn

3770 Allinge

Tlf. 5692 0000

E-mail: teknikogmiljoe@brk.dk 

Klimakampagnen

Spring ud i det!

Det er efterhånden kun ganske få, der ikke har opdaget, at vores klode har det slemt, og at vi må gøre noget ved det, - ikke i morgen – men helst i dag.

Iskernerne smelter hurtigere, end beregningerne kan udarbejdes, og det er kun få år siden, at diskussionerne drejede sig om, hvem der var klogest på klimaforandringer.

 

Mobilisering af borgerne. Den tidligere norske statsminister, Gro Harlem Brundtland, mener at civilsamfundet skal mobiliseres, hvis vi skal nå at redde kloden.

 

Brundtland-Rapporten udkom i 1987. Det officielle navn var ”Vor fælles fremtid”, og allerede dengang fastslog rapporten, at miljøproblemerne skyldes produktion og forbrugsmønstre, som ikke er bæredygtige. Konklusionen  var, at vi skal være meget mere energieffektive for at redde kloden.

Bornholm CO2-neutral. På Bornholm er strategien klar: Om 15 år i 2025 skal Bornholm være CO2-neutral. Det er en hensigt, som kræver både engagement og aktiv indsats fra bornholmerne.

Derfor har Regionskommunen og Lokal Agenda 21 har sat en klimakampagne i gang, som skal motivere de private, bornholmske husholdninger til at blive mere energieffektive og spare på udledningen af CO2 i atmosfæren.

Målet med kampagnen er at øge befolkningens viden og engagement, og præsentere nogle konkrete forslag til, hvordan man som privatperson kan nedsætte sit personlige udslip af CO2 med omtanke og nye vaner i hverdagen. Selv små ændringer i hverdagen kan gøre en forskel og mindske CO2-udledningen.

Citat:

Emil i børnehaven Marthas Minde i Rønne: - Hvis vi ikke sorterer vores affald, bliver det til forurening, og så kan solen ikke komme herned!

 

Drivhuseffekten. CO2 (kuldioxid) er en drivhusgas, der blander sig i atmosfæren med de naturlige drivhusgasser, hvor de vigtigste er vanddamp (H2O) fra oceaner, planter og skyernes mikroskopiske vanddråber og iskrystaller.  Den menneskeskabte drivhusgas, CO2, kommer hovedsalig fra vores brug af kul, olie og naturgas, og er årsag til de menneskeskabte klimaforandringer.

 

Noget af den CO2, vi slipper ud, bliver optaget af skove og andre økosystemer. I øjeblikket er det omkring 30 %, som bliver optaget i havene, men det går langsomt, og det er usikkert om det kan blive ved med at være så meget.

55 % af vores udslip bliver ikke optaget. Det bliver i atmosfæren, og i praksis betyder det, at selv om vi holder op med at udslippe CO2, kan vi aldrig vende tilbage til situationen, før det gik galt og vi begyndte at udlede for meget.

 

www.1tonmindre.dk kan du beregne, hvor meget CO2, du udleder. Der kan du også afgive et klimaløfte til dig selg og vores klode om, hvor meget CO2 du vil spare atmosfæren for. Det har 12.626 borgere gjort. Den samlede besparelse er 8.238 tons CO2 årligt.

Publiceret d. 9. sep 2009